Ydmyghed og omnipotens – en pakkeløsning

Jeg tror på karma, dvs. at jeg tror på, at jeg selv er den første årsag til de ting, der sker i mit liv.

Hvis der sker noget dårligt, så er det altså i sidste ende min egen “skyld”.

I en vis forstand læsser jeg skyld oveni den dårligdom, som jeg allerede oplever. Man kunne mene, at det var at føje spot til skade. En psykolog kunne måske finde på at advare imod den praksis 🙂

Men jeg oplever ikke, at jeg derved forværrer noget, som i forvejen er skidt. Tværtimod. For mig virker det omvendt, befriende. Ved at påtage mig skylden, påtager jeg mig også ansvar, og jeg tilskriver mig selv evnerne til at skabe forandring. Jeg kommer derved ud af magtesløsheden og fjerner mig fra en offerrolle.

Jeg fjerner mig fra den der fornemmelse af, at nogle andre er skyldige overfor mig.

Og jeg fjerner mig fra en grund-fornemmelse af, at verden er et uretfærdigt sted. Et ulykkeligt sted.

I sidste ende tilskriver jeg verden mening.

OG man kan håndtere rigtig meget modgang, hvis det er meningsfyldt for en.

Jeg bøjer mig således for det, der sker i (min) verden og tager det på mig. I ydmyghed.

Det lidt sjove, og paradoksale, er så, at ydmygheden her går hånd i hånd med magten. Jeg bøjer mig i ydmyghed og indrømmer, at jeg selv har skabt den misere, som er mit liv. Dermed får jeg imidlertid også lov at føle, at jeg dybest set er herre over (min) verden. Det lykkes at tilskrive mig selv en slags omnipotens (hvilket ellers kun er Gud forundt) 🙂

SE nu er der virkelig noget for psykologen at tage fat på! 😀

Posted in: Tro

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s