Mandefrigørelse…?

Da jeg var sådan ca. 12 år faldt jeg i skolegården, og bankede mit hoved noget så eftertrykkeligt ned i asfalten, hvilket resulterede i en stor bule i panden. Jeg tror egentlig, at jeg var lidt stolt af den bule. Men før jeg opdagede, at jeg havde fået den, oplevede jeg noget andet. Noget som jeg ellers ikke havde mærket i adskillige år, og som derfor kom helt bag på mig. Jeg var lige ved at græde. Det må have været chokket. I hvert fald vældede gråden op i mig, som en helt spontan reaktion. Noget instinktivt. Men jeg fornemmede også, at det var noget barnligt og “umandigt”, så jeg mandede mig op og holdt gråden tilbage. Lukkede sammen indeni. Siden opstod den trang til at græde aldrig igen, mens jeg var dreng og ung teenager.

Var der nogen, som havde fortalt mig, at jeg ikke måtte græde? At det ikke hørte sig til. Måske. Jeg husker det ikke. Men eksemplets magt er også stærkere. På en eller anden måde vidste jeg, at en dreng ikke skulle græde. JEG skulle i hvert fald ikke. JEG skulle ikke være en slapsvans. En tøsedreng. Nej, jeg skulle være stærk og tage det uden at kny. Og det var faktisk nemt.

I mellemtiden er jeg så blevet voksen. Og tingene er blevet mere komplicerede. Alting er mere kompliceret. I modsætning til hvad man måske skulle tro. Som voksen er man jo klogere, mere vidende og har en masse erfaringer. Ikke desto mindre er det sværere nu og mere kompliceret. Af én bestemt grund; nemlig at man som voksen bliver et bevidst væsen og begynder at forholde sig til sig selv, ens værdier og adfærd. Man kan (eller vil) ikke længere blot træde ind i en forudbestemt rolle. Fx en kønsrolle. I stedet må man tage sit liv på sig og VÆLGE. Den opgave har jeg i hvert fald taget til mig.

Og når jeg tænker over det nu, er jeg slet ikke sikker på, at det er så sejt at holde sin gråd tilbage. I nogle situationer kan det nok være et tegn på mandighed og styrke. Men det kan også bare være et tegn på, at man er følelsesløs eller ude af kontakt med sig selv. En “knudemand”. Det kan i den grad være et tegn på, at man ligger under for en bestemt norm. Et kønsstereotyp. Og hvor modigt og mandigt er det lige? Faktisk beundrer jeg de mænd, som tør vise deres følelser. Nu har vi talt om kvindefrigørelse i så mange år. Det daterer sig helt tilbage til slutningen af 1800-tallet. For mig er det at være åben og følelsesfuld ensbetydende med at være FRIGJORT som mand. Uden at man(d) af den grund bliver en flæbende karklud. Men at KUNNE føle og at TURDE vise det. Det er mit nye, voksne ideal 🙂

2 thoughts on “Mandefrigørelse…?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s