Feminin dominans

my-eye-3-1251315-639x430

Byttes der i dag rundt på kønsrollerne, så kvinder dominerer?

 

En dialog om kønsroller og kønsforvirring imellem “Englen fra Viby”, Cilje Tinemari Tiemroth samt coach og forfatter Jens W. Pedersen.

Dialogen tager udgangspunkt i tidens fremherskende kønsforvirring og uvidenhed om, hvad det vil sige at være en mand og en kvinde. Vi har svært ved at definere det, og vi har svært ved at udvise kvindelighed og mandighed. Der er en tendens til, at rollerne byttes rundt, men er det godt eller skidt? Her får I både en kvinde og en mands perspektiv på emnet. Cilje lægger ud med et spørgsmål, som hun har haft svært ved at få svar på:

Hvad er feminint?
Cilje: Hvad er en kvinde, når hun er feminin? Hvordan er hun? Jeg har prøvet at stille spørgsmålet i en singlegruppe, og det sjove er, at der er ingen i den gruppe, der har kunnet svare. Det er så udefinerbart.

Jens: Ja, godt spørgsmål. Jeg opfatter det sådan, at en kvinde (og en mand) er en blanding af begge køn, og jeg opfatter det ikke som et mål i sig selv at være mest muligt i kontakt med sin kønsrolle. Vil næsten sige tværtimod. En mand, der kun er maskulin, og en kvinde, der kun er feminin, synes jeg godt kan være kedelig og endimensionel. En rolle er noget ydre, så hvis vi forsøger at være en rolle, er vi ikke længere os selv.

Cilje: Vi er helt enige om, at kvinden er både mand og kvinde, og manden omvendt. Og at man ikke kan definere det og sige: Kun sådan. Men alligevel så leder jeg lidt efter, hvad er det, der gør, at man siger: Sådan der, den kvinde, hun er feminin. Hvad er det hun er, er hun bare blød og rund og stille? Rigtig mange kvinder tager kontrol og tager styring, og jeg tænker på, om det faktisk er, fordi de ikke selv ved, hvad femininitet er. Som manden også kan have sin maskulinitet, sådan lidt mere ur-agtigt.

Jens: Hm, ja, jeg synes i hvert fald ikke, at “kontrol” er særlig feminint, men du har nok ret i, at mange kvinder forsøger at udøve kontrol. At hvile i sig selv, synes jeg, er attraktivt, hvad enten det er for det ene eller andet køn, og når vi hviler i os selv, så tror jeg også, vi har en naturlig tilgang til vores feminine eller maskuline kvaliteter – hvad de så end består i.

Cilje: Præcist, hvad så end det består i. Jeg oplevede i dag, da jeg svømmede, at man kan svømme sådan ”hårdt”, og det virkede meget maskulint. Og man kan tage lange, bløde bevægelser, det virkede meget feminint. Jeg tror, der er en eller anden forklaring på begge dele og med viden om begge dele, tror jeg, at man kan få større balance.

Rollerne byttes rundt
Jens: Jo, det vil jeg give dig ret i, det hårde, udfarende, stærke og magtfulde er traditionelt mandligt, mens det bløde, eftergivende og modtagende er kvindeligt. Men jeg oplever omvendt, at mange kvinder i dag er hårde i filten, skarpe og dominerende, mens mange mænd er forsigtige og lidt vage. Jeg synes, at rollerne er byttet rundt.

Cilje: Det er det, som jeg synes, er lidt skræmmende. Jeg så en dag en kvinde komme gående, hvor hun holdt manden i hånden og hun gik forrest. Han gik bare der bagefter. Og forleden dag så jeg en kvinde stå og nærmest diktere, hvad hendes mand burde tage på. Og det gør faktisk lidt ondt, for jeg tror ikke, det er sundt, at kvinden ikke er kvinde. Og jeg tror ikke, det er sundt, at manden ikke er mand. Ikke helt urtyper, men den der følelse af, at hun faktisk kan putte sig ind og kan være underdanig. Og vide, at han helt klart varetager hendes interesser, og han får lov at føle, at han faktisk er mand nok til at klare opgaven. Der er altså et eller andet helt skrå i verden i dag.

Jens: Nej, måske er det ikke så sundt, men jeg tror, at mange kvinder tager hævn eller revanche efter tusindvis af års undertrykkelse og mandsdomineret historie. Og omvendt er der mange mænd, der slet ikke længere gider påtage sig den lidt anstrengende rolle, hvor vi skal beskytte og tage os af. Mænd er muligvis trætte af at slås og skændes. Hvorimod en kvinde i det at udøve sin vilje får mulighed for at udtrykke en side af sig selv, som hun førhen ikke fik lov til at vise. Men ja, jeg synes heller ikke, at det er helt godt på den måde. Er faktisk ret så træt af dominerende kvinder, orker det ikke.

Cilje: Jeg synes, det er så ubeskriveligt usexet, når kvinder er dominerende. Jeg synes, det er utrolig smukt, når hun har tillid til, at han helt klart tager vare på hende. Og hun kan læne sig op af ham, for hun ved, at han er manden, der er der. Og han ved, at hun er kvinden, som nærer ham og renser hans sår, når han skal være barsk, hvis man går helt i ur-terminologien. Jeg synes, der er noget smukt over den fordeling. Ikke at hun ikke skal kunne klare sig selv, og at han ikke skal kunne føle og være sensitiv. Men der er altså noget smukt over, at det kan være fordelt lidt på hver sin måde.

Lort nok
Cilje: Det sjove ved ordet kontrol, det er, at hvis man deler det lidt op og læser det bagfra, så står der ”lort nok”. Jeg tror faktisk, at man griber efter kontrollen, hvis man føler, at man har så meget lort indeni, at man ikke rigtigt kan stå helt selv uden at være ved at segne under alt det pjat, man har påført sig eller ædt fra andre.

Jens: Ha ha, den havde jeg ikke hørt før. Lort nok. Jeg ved ikke, om det hænger sådan sammen, men det er da den respons, jeg får på at blive forsøgt domineret – altså, at det er mere end nok og ikke særlig rart. Og jeg går min vej, hvis jeg overhovedet kan komme afsted med det. Ja, så foretrækker jeg bestemt også en mere mild eller føjelig kvinde. Eller måske foretrækker jeg bare ligeværd, hvor der ikke er dominans involveret.

Cilje: Jeg ved ikke, om jeg synes, at dominans altid er negativt, for man er også nødt til at kunne slå igennem. Nødt til at kunne være stærk. Men dominans når det er i form af at skulle holde nogen nede for at hæve sig selv – altså den negative egoist, ikke den positive egoist. Det synes jeg ikke er pænt, hvad enten det er en mand eller en kvinde. Det er ikke lige mig, men 100 % ynder jeg at være kvinde. Jeg synes, det er dejligt, og jeg synes, det er dejligt, når en mand er mand. Bliver han mere feminin end mig, ej, det går altså ikke.

 

Cilje Tinemari Tiemroth er clairvoyant og ejer af Englehuset. Jens W. Pedersen er coach og forfatter til bogen Dating, desperation og selvudvikling.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s