Angstens polyandri

bred-jeffrey-eisen-259819-u

Angst er som en tiger, der står og brøler ude i baghaven. Læs, hvad du gør ved det herunder! Foto af Jeffrey Eisen.

Angst er en sjov eller underlig følelse. Den er irrationel. Og det kan være svært at se meningen med den. Dens årsager fortaber sig i glemslens tåger, og den omgærdes følgelig med et skær af mystik. Også for den angste selv.

Angst kan anses for at være et levn fra forne tider – reminiscenser af noget der rent faktisk var farligt engang; det være sig i barndommen, i tidligere liv eller i tidligere epoker af menneskehedens historie. Det var farligt engang, men er det ikke længere. Derfor er det, der i sin tid var en fornuftig og forståelig frygt, nu blevet til en irrationel angst.

Det kendetegner imidlertid de ting, vi er angste for, at der er et gran af sandhed i dem. Tag fx edderkoppe-fobi eller angst for højder; edderkopper kan rent faktisk være farlige (omend i andre dele af verden), og højder KAN være farlige, hvis de er høje nok. Osv.

Ligegyldig hvilken type af angst vi måtte opleve, så har den som regel et gran af sandhed i sig. Og det lille gran af sandhed, kan vi hænge vores angst op på. Det lille gran dyrker vi til ukendelighed.

Således kan den, som lider af tvangshandlinger med en vis ret sige, at: “Ja, jeg ved godt, at jeg har tjekket om døren er låst, men hvad hvis jeg nu ikke fik gjort det godt nok? Jeg må lige tjekke en gang mere…”. På den måde kan vi forføre os selv med noget, der næsten lyder rimeligt og fornuftigt.

Undlad at fodre tigeren
Der kommer et punkt i enhver angst-neurotikers liv, hvor han eller hun må lade fornuften sejre over forførelsen. Man ved det jo godt. Man ved godt, at det ikke giver mening at tjekke den dør for fjerde gang. Man ved et eller andet sted godt, at man lader sig styre af sine følelser på en negativ, destruktiv måde. Man er i sine følelsers vold. Og det er ikke godt for en.

Vi skal ikke lade os styre af følelser. Jo, af det der “føles rigtigt”. I hvert fald ikke af angst. Angsten kan du ikke bruge til noget. Vi skal lytte til den. Mærke den. Men i sidste ende er det op til os at handle i overensstemmelse med vores overbevisning, viden og fornuft. Vi skal selv styre.

Hvis man lader sig styre af angst er det som at have en tiger, der står og brøler ude i baghaven. Den er sulten. Den er arrig. Den vil have mad. Den brøler og derfor bliver man bange. “Jeg må hellere give den en låns kød”, tænker man måske. Så forsvinder den nok. Ja, det gør den. Når den er mæt, så forsvinder den. Men hvor går den mon hen, når den bliver sulten igen?

At lade sig styre af sin angst svarer til at fodre tigeren – at give den næring. Så kommer den igen og igen og igen. Når man lader sig styre af angsten bekræfter man nemlig overfor sig selv, at der rent faktisk er noget at være bange for. Man styrker den uheldige tendens, man har i sindet. Man bygger videre på en kedelig vane.

Hvis man i stedet ønsker at afkode den vane, må man gøre det modsatte. Det gælder så at sige om at sulte den ud. Når man ikke længere giver næring til sin angst, så formindskes dens styrke og den forsvinder gradvist. Bekæmpelse af angst er derfor også at gå på en slags “mental slankekur”.

Men det begynder med et valg. At overvinde angst er AT VÆLGE. Det er at tage sit ansvar på sig, og tage styring på ens eget liv. Det er at sætte foden ned og gøre sig til herre i eget hus.

Ps.: En nysgerrig læser eller to kunne måske finde det på sin plads at spørge, hvorfor titlen netop hedder, som den gør…? Det kan jeg desværre ikke svare på. Jeg forstår det heller ikke selv. Jeg kunne bare godt lide at skrive sådan. Men nu har jeg netop slået ordet op for at tjekke, hvad det mon kunne betyde, og jeg må sige, at jeg er noget forbløffet – for ikke at sige lettere chokeret.

“Polyandri” henviser til en ægteskabsform, hvor en kvinde er gift med flere mænd!? Ja, tænk engang hvad man skal stå model til. Hvordan kan det fænomen overhovedet være opstået? Mystisk. Ja, jeg ved godt, at det ikke var noget svar. Jeg er ikke til megen hjælp her.

MEGET senere …

Hov, nu er det gået op for mig, hvad titlen kommer af, for den henviser vel nok til at angsten har mange fædre, dvs. årsager, ikke kun en enkelt. Angst består mange gange i et pres, der øges over tid, hvor den ene stressfaktor efter den anden bygger ovenpå hinanden. Til sidst kan vi ikke overskue og magte det længere, så vores nervesystem giver op. Heraf angstens mange fædre!

kritisk versus kreativ – eller om ikke at kunne når man skal…

Vi har alle hørt om “kreative blokeringer”. En del har også prøvet det. Personligt har jeg en permanent en af slagsen. Og nej, det er ikke en langt ude undskyldning eller et usselt forsøg på at dække over mine manglende evner. Jeg har rent faktisk evnerne – de er bare blokerede!!! 🙂

Forklaring følger

Jeg kan tegne på et vist niveau, så jeg kan sætte mig ned og tegne noget, som så også ligner det, det skulle. Men det er teknik eller håndværk. Når vi taler kreativitet er teknikken imidlertid ikke det interessante men derimod “udtrykket”. Det som kunstneren kan er først og fremmest at udtrykke sig (med sit redskab). Mit problem er så, at når jeg vil udtrykke mig, så kan jeg ikke. Hvis jeg sætter mig for at tegne, så kan jeg ikke få mit udtryk frem. Det er blokeret. Jeg kan kun tegne noget, som teknisk set er pænt og ordentligt.

En kreativ blokering er derfor heller ikke et spørgsmål om mangelfuld teknik, men er noget mentalt eller psykologisk.

Og jeg mener, at jeg har en ganske god ide om, hvad dette mentale består i.

Det er nemlig lykkedes mig at kortslutte eller omgå min egen kreative blokering ved hjælp af et simpelt trick, som gør, at jeg fjerner min opmærksomhed fra det, jeg tegner. Jeg tror, at mange andre har benyttet sig af samme trick uden selv at vide det. Før i tiden (dengang en telefon var noget, der stod på et bord, hvor der også lå en notesblok) var der fx mange, som lavede “kruseduller”, imens de talte i telefon. Man kunne også kalde det “telefontegninger”.

Telefontegninger er kreative udtryk. De er ikke “villede” men spontane og mere eller mindre ubevidste udtryk. Dette udtryk får plads og kommer frem, fordi tegnerens fokus er vendt imod noget andet; nemlig telefonsamtalen. Tricket består altså i, at den normale dagligdags bevidsthed er optaget af noget andet og derfor ikke forhindrer kreativiteten i at udfolde sig på sin naturlige måde.

Min mest kreative tid som tegner var i en periode, hvor jeg var ansat som telefoninterviewer. Nederst har jeg indsat en tegning fra dengang som bevis 🙂

Min påstand er, at kreative blokeringer består i, at vi vil noget med det, vi gør, og derfor forholder os kritisk til det. Vores almindelige dagligdags bevidsthed er optaget af resultater. Af at opnå noget. Og når vi skal præstere, så sniger der sig også en lille angst ind. Præstationsangst. Frygten for ikke at kunne, for at det ikke bliver godt nok, for at blive til grin eller måske bare for ikke at blive anerkendt og billiget. Så skal det være smukt, det vi laver. Det skal være noget særligt. Det skal generere bifald. Præstationsangst hæmmer imidlertid vores udtryk, fordi den gør os forsigtige, famlende og usikre. Det er meget naturligt, for vi vil jo gerne gøre det godt, og hæfter derfor “domme”, på det vi gør, eller vi behæfter vores handlinger med vurderinger. Vi holder et vågent øje med vores præstation, så vi kan sikre os, at den bliver så veludført som mulig.

Det kan måske være en god ide, når vi vil indøve teknik, men er en rigtigt dårlig ide, når vi ønsker at udtrykke os.

For at et kunstnerisk udtryk kan blive sandt og originalt, må det have lov til at flyde frit og uhindret. Det nytter med andre ord ikke noget, at vi løbende vil vurdere om det er godt/dårligt, pænt/grimt, interessant/uinteressant osv. De selvkritiske øjne på det, vi gør, er ikke velkomne.

Tricket kan så være at få denne kritiske bevidsthed til at se i en anden retning, fx ved at tale i telefon imens 🙂

Africana

Telefontegningen her hedder Africana

Angst og depression (i hvalfiskens mave)

Photo-by-Pavel-Nekoranec-on

Det er nok ikke så sjovt at bo i en hval. Måske en analogi til depression? Foto af Pavel Nekoranec

 

Følelser er åbne for fortolkning. De er til dels, hvad vi gør dem til, eller hvad vi tænker om dem. Det tager de farve af. Følelser opleves forskelligt afhængigt af, hvordan de tolkes. Man kan eksempelvis tænke på følgende måder om angst:

1) “Jeg er angst = der er noget galt med mig”

2) “Jeg er angst = heri ligger et udviklingspotentiale”

Det gør en forskel. Den første måde er svær, tung og trist. Den anden måde er lovende og håbefuld, men kræver måske en forklaring. For mig at se kan der gemme sig et vigtigt budskab i en angst – den gør os nemlig opmærksomme på, at der er noget på spil i vores liv. Den markerer så at sige et sted, hvor det brænder på. Det kan være et sted, vi skal undgå, men det kan faktisk også være et sted, som vi skal hen. I nogle tilfælde henleder angsten vores opmærksomhed på et potentiale. I så fald skal vi nærme os den. Fx for at få øje på en livsopgave, dvs. på noget som giver vores liv indhold, mål og retning. Noget meget værdifuldt og livsbekræftende.

Angst peger på et sted i vores liv, hvor der virkelig er noget spil, så hvis vi nærmer os angsten for at mærke og forstå den, kommer vi tæt på os selv og får måske mulighed for at transformere vores liv.

Hvis vi derimod løber væk fra angsten, risikerer vi i stedet at ende med en depression. Meget ofte følges angst og depression ad. De som har det ene oplever ofte også det andet. Det ser derfor ud som om, de to er forbundne. Men hvordan?

Som jeg ser det, kan depression være et resultat af at have et undvigende forhold til angst. Når vi ikke vil tæt på angsten, undviger vi måske også vores egen livsnerve. Under angsten ligger livslysten. Så hvis man tør kigge på angsten, får man måske øje på lysten. Ved at konfrontere angst kan vi derfor slippe af med depression.

Jeg er ikke kristen, men jeg ser en analogi til historien om Jonas og Hvalfisken. Den kan forstås som en billedlig fremstilling af forholdet i mellem angst og depression. I historien hedder det, at Jonas får tildelt en opgave fra Gud; han skal forkynde Guds ord. Men Jonas er bange for at gøre, som Gud forlanger af ham. Derfor løber han væk. Man kan vælge at se det som en historie om et menneske og dets mission i livet. Eller dets livsopgave. Uden at inddrage de religiøse termer, kunne man sige, at historien omhandler, hvad der sker med os, hvis vi ikke tør gøre det, som virkelig betyder noget for os. Det allervigtigste i vores liv.

Jonas løber væk fra Gud, og for at komme så langt væk som muligt, går han om bord på et skib og ender ude på åbent hav. Skibet kommer imidlertid ud for en voldsom storm, og da besætningen finder ud af, at Jonas er skyld i stormen, bliver han smidt overbord og ender med at blive slugt levende af en hval.

Nej, det lyder jo ikke som nogen realistisk historie, men det er et godt billede på, hvad der kan ske med os, i mental forstand, hvis vi lader os styre af angst. I hvalens mave er der ensomt, mørkt, trist, tomt og indelukket. Vi kan forestille os, at det er sådan, Jonas har det. Og kan man få et bedre billede på, hvad det vil sige at være deprimeret? Som sådan kan historien være en fortælling om, hvordan angst medfører depression.

Da Jonas befinder sig i hvalens mave går det op for ham, at han er nødt til at påtage sig den mission, som Gud har givet ham. Hvalen spytter ham derefter ud og Jonas går i land for at forkynde Guds ord. Hans liv er igen på rette spor.

På samme måde kan det være med os, når vi holder op med at flygte fra det, vi egentlig gerne vil. Så får vi igen farve i kinderne, fordi livet vender tilbage. Så er vi på rette spor.

Og næste gang vi støder på en angst i vores liv, kan vi med fordel tænke: “Hov, hvad var det? Var der noget der, som jeg virkelig gerne ville, men som jeg hidtil har undgået at gøre?” Så kan vi opleve angsten som vores gode ven, der viser vej. På den måde kan det nærmest blive en nydelse at mærke angst. Ikke noget dårligt.

Tro, håb, kærlighed og den slags…

Vi kender alle til at skulle noget, vi ikke har lyst til. Personligt forsøger jeg dagligt at undgå at tage opvasken, men gør det alligevel ret tit, fordi fornuften dikterer det – jeg er single så mit håb om, at en anden ville tage over, er virkelig naivt 🙂

Det er den berømte konflikt imellem fornuft og følelse. Eller lystprincip overfor realitetsprincip som Freud ville have sagt. Og hvordan skal man egentlig vælge imellem de to? Selvrealisering er jo oppe i tiden, og det indebærer, at vi opfordres til at gøre det, vi “føler for”. Men det kan dårligt blive en gylden regel, at man altid skal det…den taktik kunne i hvert fald hurtigt udvikle sig i en sundhedsskadelig retning ude i mit køkken!!! 🙂

Det ville være dejligt at have en gylden tommelfingerregel, som man kunne bruge i de situationer, hvor man er i tvivl, men den findes vist ikke!? Ikke desto mindre tror jeg på lystbetonede begrundelser og motivation.

Og jeg vil gerne advare imod, hvad jeg vil opfatte som “negative” begrundelser, fx at være motiveret af en angst. På et tidspunkt tog jeg et job, som jeg slet ikke følte for. Jeg sagde ja, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle og var bange for, at jeg ikke ville finde noget andet…jeg blev der oven i købet ret lang tid, og set i bakspejlet var det en klar fejl. I dag ved jeg, at jeg aldrig skal have den type job igen. Klogere blev jeg da i det mindste 🙂

Man kunne fx også vælge at side hjemme af frygt for at være social (eller omvendt), at drikke sig fuld af frygt for, hvad de andre mener om en, hvis man er ædru (eller omvendt). Et virkelig skræmmende eksempel kunne være at få børn af frygt for en ensom alderdom. Osv. osv. Angst fortærer sjæle. Og hvis man lader sig styre af sin angst vokser den bare.

Så mit budskab er, at man i stedet så vidt muligt bør lade sig styre af tro, håb, kærlighed og den slags… 🙂