Tro, håb, kærlighed og den slags…

Vi kender alle til at skulle noget, vi ikke har lyst til. Personligt forsøger jeg dagligt at undgå at tage opvasken, men gør det alligevel ret tit, fordi fornuften dikterer det – jeg er single så mit håb om, at en anden ville tage over, er virkelig naivt 🙂

Det er den berømte konflikt imellem fornuft og følelse. Eller lystprincip overfor realitetsprincip som Freud ville have sagt. Og hvordan skal man egentlig vælge imellem de to? Selvrealisering er jo oppe i tiden, og det indebærer, at vi opfordres til at gøre det, vi “føler for”. Men det kan dårligt blive en gylden regel, at man altid skal det…den taktik kunne i hvert fald hurtigt udvikle sig i en sundhedsskadelig retning ude i mit køkken!!! 🙂

Det ville være dejligt at have en gylden tommelfingerregel, som man kunne bruge i de situationer, hvor man er i tvivl, men den findes vist ikke!? Ikke desto mindre tror jeg på lystbetonede begrundelser og motivation.

Og jeg vil gerne advare imod, hvad jeg vil opfatte som “negative” begrundelser, fx at være motiveret af en angst. På et tidspunkt tog jeg et job, som jeg slet ikke følte for. Jeg sagde ja, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle og var bange for, at jeg ikke ville finde noget andet…jeg blev der oven i købet ret lang tid, og set i bakspejlet var det en klar fejl. I dag ved jeg, at jeg aldrig skal have den type job igen. Klogere blev jeg da i det mindste 🙂

Man kunne fx også vælge at side hjemme af frygt for at være social (eller omvendt), at drikke sig fuld af frygt for, hvad de andre mener om en, hvis man er ædru (eller omvendt). Et virkelig skræmmende eksempel kunne være at få børn af frygt for en ensom alderdom. Osv. osv. Angst fortærer sjæle. Og hvis man lader sig styre af sin angst vokser den bare.

Så mit budskab er, at man i stedet så vidt muligt bør lade sig styre af tro, håb, kærlighed og den slags… 🙂