#Metoo: Derfor er der så få mandlige ofre

Photo-by-freestocks-web

Traditionelt set er det manden, der tager initiativ. Det er en af grundene til, at mænd oftest står bag seksuelle krænkelser. Foto: Freestocks.org

Den 5. oktober offentliggjorde New York Times en artikel, hvor en række kvindelige skuespillere anklagede Hollywood producer Harvey Weinstein for seksuelle overgreb og uterlighed. Siden har metoo-kampagnen fejet henover jorden, og kvinder en masse træder frem med deres historier. Men hvor er de mandlige ofre? Dem hører vi stort set ikke noget til af to grunde, som begge hidrører fra traditionelle kønsroller.

Det skal siges, at traditionelle kønsroller er i opløsning, så vi lever ikke nødvendigvis i pagt med dem længere. Metoo spiller selv med i de opløsningstendenser og fremmer den proces, fordi kampagnen modvirker magtmisbrug og skaber mere ligestilling imellem kønnene. På den konto bliver der mindre og mindre plads til machomænd og kvinder med stort k.

Nedenstående analyse baserer sig imidlertid på de traditionelle kønsroller.

Som moderne mand/kvinde er det ikke sikkert, at vi føler, at de passer særlig godt på os. Ikke desto mindre har vi de roller med os i bagagen, og de indgår i vores psykologi – som sådan spiller de formentlig også fortsat en rolle for vores adfærd.

Grund #1: Mænd har den seksuelle serveret
Det er typisk mænd, der står som afsendere på en seksuel krænkelse, for traditionelt set er det manden, der har serveretten i en seksuel relation. Dvs. at det påhviler ham at tage initiativ, imens kvinden forholder sig afventende og passivt.

Ja, som en del af det spil kan hun endda afvise ham på skrømt. En traditionel kvinde kan ikke sige ja i første omgang, for hun vil ikke fremstå som billig eller let på tråden.

Så ikke nok med, at mandens rolle var at tage initiativ, men han forventedes altså også til dels at ignorere og overvinde hendes modstand. Han skulle gøre kur og have selvtillid nok til at prøve igen, selvom hun afviste ham.

Allerede der har man vel nærmest opskriften på en seksuel krænkelse!

Hvis nu vi mænd var genier udi sådan noget som at læse imellem linjerne, aflæse kropssprog og afkode signaler, ja så ville vi nok have nemt ved at orientere os i det spil. Men ak, lige præcis der har vi ikke vores stærkeste side.

Det kan derfor også være lidt af et pres at påtage sig rollen som initiativtager for, hvordan ved vi, om hun ønsker sig de tilnærmelser? Nej, vi kan dårligt spørge hende først. Det vil en traditionel mand i hvert fald ikke gøre, for det opfattes som et svaghedstegn.

Han er således henvist til at tage chancen og håbe det bedste. Det er så der, at det jævnligt går galt, for han har ikke tolket hendes signaler korrekt.

Grund #2: Mænd må ikke vise svaghed
Mænd kommer ud for massevis af krænkelser af den ene eller anden slags, men vi har endog meget svært ved at italesætte os selv som ofre.

Det er umandigt at være et offer og giver ikke høj status at sætte sig selv i den position. Derfor censureres krænkelsen væk, dvs. vi fortrænger den.

Jeg kan nævne et bizart eksempel på denne kultur fra fodboldens verden, som er en slags mandighedens højborg.

Tilbage i 2003 blev AGF-spiller og holdets anfører Brian Steen Nielsen dømt for at have nikket klubkammeraten Nikolaj Hust en skalle, hvorved sidstnævnte fik beskadiget flere tænder. Det voldelige overfald blev takseret til en bødedom på 10 dagbøder a 500 kr.

Til Jyllandsposten udtalte Hust imidlertid, at: »Det var ikke mig, der bragte historien frem i lyset, og at sagen nu er taget op af politiet er heller ikke min fejl«.

Havde han selv rejst sagen, ville det da også være i strid med fodboldens macho-kodeks.

I fodbold gør man regnskaber op ved at tage sagen i egen hånd. Så den ene svinestreg gengældes med den anden, hvilket jo minder meget om de ”byttere”, der ses i bandemiljøet.

Derfor mener jeg også, at traditionel maskulinitet og voldskultur hænger sammen. I den kultur kan vi ikke være ofre og mænd på samme tid, for det er mere passende at slå igen end at udstille sin egen svaghed.

Metoo er en gave til os alle
Således de to vigtigste grunde til, at mænd sjældent figurerer som ofre for seksuelle krænkelser.

Som det fremgik, ser jeg den traditionelle machokultur som en magt og voldskultur. Det er en kultur, der baserer sig på den stærkes ret. Derfor er det også en ukærlig kultur.

En traditionel mand vil således udnytte sin magt, og en traditionel kvinde vil underlægge sig den magt.

Metoo-kampagnen modvirker disse forældede kønsroller, og dens succes demonstrerer, at vi nu for alvor er på vej væk fra en mandsdomineret kultur.

Personligt mener jeg, at metoo er en gave til os alle sammen, mænd såvel som kvinder. Den frigør os og fremmer kærlige og demokratiske værdier i vores kultur.

#MeToo: Læs, hvordan seksuelle krænkelser undgås

Photo-by-Priscilla-Du-Preez

Det vil være en sejr for kvinder og for os alle, hvis vi slipper for seksuelle krænkelser. Læs et bud på hvordan. Foto af Priscilla Du Preez

MeToo adresserer især seksuelle krænkelser, der relaterer til magtmisbrug, og det har vi efterhånden talt meget om. Men hvorfor fristes vi til at bruge vores magt og position for at opnå noget seksuelt? Jeg mener, at det skyldes fejlslagne strategier og løses, hvis vi ved, hvordan man opnår kærlighed.

Kærlighed er formentlig vores højeste aspiration, men vi er ikke veloplyste om, hvad kærlighed er, og hvordan den udøves – der er meget forvirring på det felt, fx er vi ikke bevidste om, at kærlighed og begær er hinandens modsætninger.

Begæret vil have, men kærligheden vil give.

Derfor kan opgaven meget vel bestå i at give slip på noget, som vi elsker eller begærer. Og den afgivelsens kunst er vel nok en af de største udfordringer for mange af os – seksuelle krænkelser er blot ét eksempel på det.

Krænkelserne kan skyldes simple misforståelser – som når nogen smiler høfligt til os, og vi fejlagtigt antager, at der var tale om en seksuel invitation. Men i de tilfælde håber man ofte alt for meget på et ja og ignorerer følgelig alle tegn på det modsatte.

Denne ønsketænkning bunder imidlertid ofte i nød, underskud eller desperation, og seksuelle krænkelser kan derfor være et vildledt forsøg på at udfylde et stort savn.

Krænkelser ophørerkunst-at-elske
Derfor vil de krænkelser ophøre, hvis vi ved, hvordan vi opnår kærlighed, nemlig ved at udøve den.

Her er den største kunst at elske uden at få, forvente eller at kræve noget til gengæld. Det er afståelsens kunst. Den består i ALDRIG at tage noget, som ikke blev givet.

Men er det kunststykke ikke også det allermest charmerende og attraktive, vi kan udføre?

Man opnår ikke kærlighed ved at tage den med magt – men tværtimod ved at give og give slip. Og hvis hele miseren omkring MeToo medfører, at vi alle bliver mere bevidste om netop det, så har den tjent sit godgørende formål!

Feminin dominans

my-eye-3-1251315-639x430

Byttes der i dag rundt på kønsrollerne, så kvinder dominerer?

 

En dialog om kønsroller og kønsforvirring imellem “Englen fra Viby”, Cilje Tinemari Tiemroth samt coach og forfatter Jens W. Pedersen.

Dialogen tager udgangspunkt i tidens fremherskende kønsforvirring og uvidenhed om, hvad det vil sige at være en mand og en kvinde. Vi har svært ved at definere det, og vi har svært ved at udvise kvindelighed og mandighed. Der er en tendens til, at rollerne byttes rundt, men er det godt eller skidt? Her får I både en kvinde og en mands perspektiv på emnet. Cilje lægger ud med et spørgsmål, som hun har haft svært ved at få svar på:

Hvad er feminint?
Cilje: Hvad er en kvinde, når hun er feminin? Hvordan er hun? Jeg har prøvet at stille spørgsmålet i en singlegruppe, og det sjove er, at der er ingen i den gruppe, der har kunnet svare. Det er så udefinerbart.

Jens: Ja, godt spørgsmål. Jeg opfatter det sådan, at en kvinde (og en mand) er en blanding af begge køn, og jeg opfatter det ikke som et mål i sig selv at være mest muligt i kontakt med sin kønsrolle. Vil næsten sige tværtimod. En mand, der kun er maskulin, og en kvinde, der kun er feminin, synes jeg godt kan være kedelig og endimensionel. En rolle er noget ydre, så hvis vi forsøger at være en rolle, er vi ikke længere os selv.

Cilje: Vi er helt enige om, at kvinden er både mand og kvinde, og manden omvendt. Og at man ikke kan definere det og sige: Kun sådan. Men alligevel så leder jeg lidt efter, hvad er det, der gør, at man siger: Sådan der, den kvinde, hun er feminin. Hvad er det hun er, er hun bare blød og rund og stille? Rigtig mange kvinder tager kontrol og tager styring, og jeg tænker på, om det faktisk er, fordi de ikke selv ved, hvad femininitet er. Som manden også kan have sin maskulinitet, sådan lidt mere ur-agtigt.

Jens: Hm, ja, jeg synes i hvert fald ikke, at “kontrol” er særlig feminint, men du har nok ret i, at mange kvinder forsøger at udøve kontrol. At hvile i sig selv, synes jeg, er attraktivt, hvad enten det er for det ene eller andet køn, og når vi hviler i os selv, så tror jeg også, vi har en naturlig tilgang til vores feminine eller maskuline kvaliteter – hvad de så end består i.

Cilje: Præcist, hvad så end det består i. Jeg oplevede i dag, da jeg svømmede, at man kan svømme sådan ”hårdt”, og det virkede meget maskulint. Og man kan tage lange, bløde bevægelser, det virkede meget feminint. Jeg tror, der er en eller anden forklaring på begge dele og med viden om begge dele, tror jeg, at man kan få større balance.

Rollerne byttes rundt
Jens: Jo, det vil jeg give dig ret i, det hårde, udfarende, stærke og magtfulde er traditionelt mandligt, mens det bløde, eftergivende og modtagende er kvindeligt. Men jeg oplever omvendt, at mange kvinder i dag er hårde i filten, skarpe og dominerende, mens mange mænd er forsigtige og lidt vage. Jeg synes, at rollerne er byttet rundt.

Cilje: Det er det, som jeg synes, er lidt skræmmende. Jeg så en dag en kvinde komme gående, hvor hun holdt manden i hånden og hun gik forrest. Han gik bare der bagefter. Og forleden dag så jeg en kvinde stå og nærmest diktere, hvad hendes mand burde tage på. Og det gør faktisk lidt ondt, for jeg tror ikke, det er sundt, at kvinden ikke er kvinde. Og jeg tror ikke, det er sundt, at manden ikke er mand. Ikke helt urtyper, men den der følelse af, at hun faktisk kan putte sig ind og kan være underdanig. Og vide, at han helt klart varetager hendes interesser, og han får lov at føle, at han faktisk er mand nok til at klare opgaven. Der er altså et eller andet helt skrå i verden i dag.

Jens: Nej, måske er det ikke så sundt, men jeg tror, at mange kvinder tager hævn eller revanche efter tusindvis af års undertrykkelse og mandsdomineret historie. Og omvendt er der mange mænd, der slet ikke længere gider påtage sig den lidt anstrengende rolle, hvor vi skal beskytte og tage os af. Mænd er muligvis trætte af at slås og skændes. Hvorimod en kvinde i det at udøve sin vilje får mulighed for at udtrykke en side af sig selv, som hun førhen ikke fik lov til at vise. Men ja, jeg synes heller ikke, at det er helt godt på den måde. Er faktisk ret så træt af dominerende kvinder, orker det ikke.

Cilje: Jeg synes, det er så ubeskriveligt usexet, når kvinder er dominerende. Jeg synes, det er utrolig smukt, når hun har tillid til, at han helt klart tager vare på hende. Og hun kan læne sig op af ham, for hun ved, at han er manden, der er der. Og han ved, at hun er kvinden, som nærer ham og renser hans sår, når han skal være barsk, hvis man går helt i ur-terminologien. Jeg synes, der er noget smukt over den fordeling. Ikke at hun ikke skal kunne klare sig selv, og at han ikke skal kunne føle og være sensitiv. Men der er altså noget smukt over, at det kan være fordelt lidt på hver sin måde.

Lort nok
Cilje: Det sjove ved ordet kontrol, det er, at hvis man deler det lidt op og læser det bagfra, så står der ”lort nok”. Jeg tror faktisk, at man griber efter kontrollen, hvis man føler, at man har så meget lort indeni, at man ikke rigtigt kan stå helt selv uden at være ved at segne under alt det pjat, man har påført sig eller ædt fra andre.

Jens: Ha ha, den havde jeg ikke hørt før. Lort nok. Jeg ved ikke, om det hænger sådan sammen, men det er da den respons, jeg får på at blive forsøgt domineret – altså, at det er mere end nok og ikke særlig rart. Og jeg går min vej, hvis jeg overhovedet kan komme afsted med det. Ja, så foretrækker jeg bestemt også en mere mild eller føjelig kvinde. Eller måske foretrækker jeg bare ligeværd, hvor der ikke er dominans involveret.

Cilje: Jeg ved ikke, om jeg synes, at dominans altid er negativt, for man er også nødt til at kunne slå igennem. Nødt til at kunne være stærk. Men dominans når det er i form af at skulle holde nogen nede for at hæve sig selv – altså den negative egoist, ikke den positive egoist. Det synes jeg ikke er pænt, hvad enten det er en mand eller en kvinde. Det er ikke lige mig, men 100 % ynder jeg at være kvinde. Jeg synes, det er dejligt, og jeg synes, det er dejligt, når en mand er mand. Bliver han mere feminin end mig, ej, det går altså ikke.

 

Cilje Tinemari Tiemroth er clairvoyant og ejer af Englehuset. Jens W. Pedersen er coach og forfatter til bogen Dating, desperation og selvudvikling.

 

Kæresten skrider og manden går i hundene!

manden gik i hundene

Manden har en større risiko for at blive ensom, hvis forholdet ryger

 

Nu er der en masse debat om ensomhed og senest har DR haft fokus på, at mænd er de mest udsatte. Se programmet her.

Mænd er typisk “sagsorienterede”, mens kvinder som oftest er “relationsorienterede”, og det betyder, at mændene i højere grad mister deres relationer, hvis de ikke længere har dem i forbindelse med en sag, som de beskæftiger sig med eller går op i.

Hvis han melder sig ud af klubben, flytter, mister jobbet eller lignende, så mister han også nemt sine venner og netværk.

Hvis ægteskabet eller forholdet til kæresten også ryger, så er det manden, der går i hundene, fordi hun var den eneste, som var helt tæt på ham. Typisk er det også hende, der har stået for det sociale og plejet relationerne til deres fælles venner og familien.

Rollerne er byttet rundt
Før i tiden var det sådan, at kvinden var økonomisk afhængig af manden, som forsørgede hende. Derfor blev kvinderne ofte i de dårlige ægteskaber, selvom de mest af alt havde lyst til at løbe skrigende bort. I dag er det omvendt! Nu er manden den mest afhængige, og typisk er det kvinden, som afbryder forholdet, hvis de går fra hinanden. For hvad har han, hvis han ikke har hende…?

Læs mere:  Mandens ensomhed

Mandefrigørelse…?

Da jeg var sådan ca. 12 år faldt jeg i skolegården, og bankede mit hoved noget så eftertrykkeligt ned i asfalten, hvilket resulterede i en stor bule i panden. Jeg tror egentlig, at jeg var lidt stolt af den bule. Men før jeg opdagede, at jeg havde fået den, oplevede jeg noget andet. Noget som jeg ellers ikke havde mærket i adskillige år, og som derfor kom helt bag på mig. Jeg var lige ved at græde. Det må have været chokket. I hvert fald vældede gråden op i mig, som en helt spontan reaktion. Noget instinktivt. Men jeg fornemmede også, at det var noget barnligt og “umandigt”, så jeg mandede mig op og holdt gråden tilbage. Lukkede sammen indeni. Siden opstod den trang til at græde aldrig igen, mens jeg var dreng og ung teenager.

Var der nogen, som havde fortalt mig, at jeg ikke måtte græde? At det ikke hørte sig til. Måske. Jeg husker det ikke. Men eksemplets magt er også stærkere. På en eller anden måde vidste jeg, at en dreng ikke skulle græde. JEG skulle i hvert fald ikke. JEG skulle ikke være en slapsvans. En tøsedreng. Nej, jeg skulle være stærk og tage det uden at kny. Og det var faktisk nemt.

I mellemtiden er jeg så blevet voksen. Og tingene er blevet mere komplicerede. Alting er mere kompliceret. I modsætning til hvad man måske skulle tro. Som voksen er man jo klogere, mere vidende og har en masse erfaringer. Ikke desto mindre er det sværere nu og mere kompliceret. Af én bestemt grund; nemlig at man som voksen bliver et bevidst væsen og begynder at forholde sig til sig selv, ens værdier og adfærd. Man kan (eller vil) ikke længere blot træde ind i en forudbestemt rolle. Fx en kønsrolle. I stedet må man tage sit liv på sig og VÆLGE. Den opgave har jeg i hvert fald taget til mig.

Og når jeg tænker over det nu, er jeg slet ikke sikker på, at det er så sejt at holde sin gråd tilbage. I nogle situationer kan det nok være et tegn på mandighed og styrke. Men det kan også bare være et tegn på, at man er følelsesløs eller ude af kontakt med sig selv. En “knudemand”. Det kan i den grad være et tegn på, at man ligger under for en bestemt norm. Et kønsstereotyp. Og hvor modigt og mandigt er det lige? Faktisk beundrer jeg de mænd, som tør vise deres følelser. Nu har vi talt om kvindefrigørelse i så mange år. Det daterer sig helt tilbage til slutningen af 1800-tallet. For mig er det at være åben og følelsesfuld ensbetydende med at være FRIGJORT som mand. Uden at man(d) af den grund bliver en flæbende karklud. Men at KUNNE føle og at TURDE vise det. Det er mit nye, voksne ideal 🙂

Mandens ensomhed

Det hedder sig, at kvinder er “relationsorienterede”, mens mænd går for at være “sagsorienterede”.  Det er naturligvis noget firkantet, at opstille sådan en kønsforskel, men i det her tilfælde kan jeg nikke genkendende til generaliseringen. Der er noget om snakken. Det ses fx ved, at piger har tendens til at mødes for at VÆRE SAMMEN, mens mændene som regel mødes for at være sammen OM NOGET; fx en fodboldkamp 🙂

Nu er det så, at jeg tænker, at det potentielt set er “farligt” for os mænd, fordi vi lever i en tid, hvor de faste fællesskaber opløses. Man kunne kalde det “de tabte fællesskabers tid”.

Vi er slet ikke knyttet til fællesskaberne på samme måde, som vi historisk set har været det. Nu er vi jo individualister. Fællesskaber er noget vi deltager i. For en tid. Sålænge det giver mening i lyset af vores personlige interesser, preferencer, mål osv. Vi er kort sagt ikke længere FORPLIGTEDE på de fællesskaber, som vi indgår i. Vi har fx arbejdsfællesskaber, som i gennemsnit udskiftes hvert 5. år. Vi har monogame forhold, som skiftes ud med mellemrum, og derved bliver til “seriel monogami”. Vi har interesser og hobbyer, som kommer og går.

Jeg synes, at jeg kan se en tendens til, at kvinder håndterer denne udskiftelighed bedre end mænd. FORDI de har nemmere ved at bevare deres individuelle venskaber, selvom de udskifter fællesskaberne. Hvis manden holder op med at interessere sig for fodbold, så mister han sine fodboldvenner. Hvis han mister sit arbejde, er hans forhold til kollegerne også fortid osv. For det var jo “sagen”, som fællesskabet drejede sig om.

For manden bliver de fragmentariske fællesskaber derfor også til fragmentariske relationer og venskaber. Den tidstypiske individualisme bliver derved til en særlig risiko for manden. I højere grad end kvinden risikerer han at blive ENSOM.

Og den ensomhed kan han ikke vikle sig ud af på nogen fornuftig måde.

Så er det, at vi finder den “stærke” og uafhængige mand nede på den lokale bodega. Ved hjælp af alkoholen får han mod til at blive relationsorienteret. Pludselig er han en rørstrømsk krammebamse, der kaster sin kærlighed på en tilfældig og ufrivillig “ven”, som han betror sig til 😀

Kan det blive mere ynkeligt?

Fri os (kvinder) for svaghed, mænd!

Og så til en af mine kæpheste, som jeg har underholdt/plaget mine kollegaer med i meget lang tid – en hel del af dem er kvinder, og de har haft lidt vanskeligt ved at sluge kamelen, men jeg tror, at de tygger på den… 🙂

Kæphesten er som følger:

Kvinder har svært ved at håndtere mandlig svaghed, og det kommer til udtryk på måder, som er lidet flatterende for dem.

Kvinderne går jo for at tilhøre det “svage køn”. De må gerne spille på deres svaghed og belønnes for det af mænd, som galant iler til for at “redde” dem.

Det omvendte er til gengæld et klart turn off.

Mænd må helst ikke udvise svaghed. Og her kommer vi så til det lidet flatterende; nemlig den udbredte praksis med at håne de mænd, som alligevel gør det – ja, det lyder slemt, ikke!? Men jeg mener, at der er mange eksempler på det og, at rigtigt mange piger gør det.

Et klassisk eksempel er, når manden er syg. Det er en form for svaghed, og pigerne kan ikke li’ det. Derfor har de til lejligheden opfundet den meget fremherskende myte om, at mænd er åh så ynkelige, når de er syge. Ved det mindste tegn på sygdom hos en mand bliver der straks talt om, hvor “synd” det er for ham (selvfølgelig sagt i et overbærende tonefald og efterfulgt af mange *fnis*). For manden er jo slet ikke så syg, som han selv lader – i virkeligheden er han bare meget opmærksomhedskrævende. Og det er så undskyldningen for ikke at tage ham alvorligt.

Hvis en af kvinderne derimod er syg, så ER det rent faktisk synd ifølge veninder og kvindelige kollegaer, som straks slår ring om den syge og ivrigt diskuterer, hvordan hun kan hjælpes, og om hun mon ikke bør holde fri i dag (og resten af ugen)…altså en ganske anden tilgang til den syge.

Men hvorfor hele det postyr? Hvorfor skal mandens svaghed fortrænges?

Jo, forklaring følger:

Når kvinden håner den “svage” mand, skyldes det i virkeligheden hendes (for)historiske behov for en mandlig beskytter; der er tale om et urinstinkt. Manden må ikke være svag, for det truer kvindens position og overlevelse – i et primitivt samfund er han jo hendes beskytter imod diverse farer, fx de vilde dyr 🙂

Jo mere stærk og hulemands-agtig han er, jo bedre, for så er kvinden og hendes afkom sikret…

Såvidt mit forsøg ud i en evolutions-biologisk forklaring!

Jeg håber ikke, at der er læsere, som rent faktisk har forstand på det emne… 🙂