Et kærligt nytårsforsæt

Girl-with-heart-by-Dannie

Hvad med at vælge kærligheden i 2016? Foto af Dannie

 

Her i individualismens tidsalder får vi ofte et bestemt råd: ”Du skal lytte til dig selv”. Jeg synes sådan set, at det er et godt råd, for jeg tror også på, at vi er henvist til at finde svarene i os selv frem for fx i traditioner eller normalitet. Det er ikke sikkert, at du bliver særlig lykkelig af at gøre, som man plejer, så det er vigtigt at følge dit hjerte.

Alligevel har jeg ofte haft et problem med det råd, for det er slet ikke så enkelt, som man skulle tro. Mange gange er jeg splittet og i tvivl om, hvad jeg selv mener. Selvet er ikke entydigt: Det ene øjeblik fortæller jeg mig selv, at jeg skal gøre et, og snart efter er der så en ny stemme i mig, som siger noget andet. Hvilken af de stemmer, skal jeg så lytte til?

Kærlighed som valg
Nu er det årstid for nytårsforsætter, så jeg vil foreslå, at du fremover lytter til kærlighedens stemme – hvis du er i tvivl, så prøv at spørge dig selv: ”Hvad er det mest kærlige at gøre?”

Rigtigt mange af vores nytårsforsætter handler om noget, som er surt, og hvor det indebærer en form for selvdisciplin, fx at holde op med at ryge eller at gå på slankekur. I stedet går jeg ind for at vælge et forsæt, som kan inspirere os og gøre os gladere. Og hvem vil ikke gerne have mere kærlighed i deres liv? Personligt mener jeg, at kærlighed er det vigtigste overhoved, og jeg tror ikke på, at vi kan være lykkelige uden. Men jeg mener også, at der er en ret simpel måde at få mere kærlighed på, og det er ved at vælge den.

Så for at få mere kærlighed ind i dit liv, så kan du give dig selv den opgave i 2016, at du så vidt muligt vælger kærligheden, når du tager beslutninger.

Todelt natur
Jeg mener, at den menneskelige natur er todelt. Vi har en kærlig, uselvisk side, men vi har også den anden side, hvor vi sætter os selv først, dvs. egoisme, skadefryd, grådighed, hævngerrighed, jalousi, misundelse osv. – jeg må indrømme, at mit eget sind har mange af de sidste dårlige egenskaber, så det er en daglig opgave at rydde ud i de mentale tidsler.

Hvis det også er sådan for dig, så kan det være svært at se i øjnene. Jeg tror nu, at det er sådan for langt de fleste, så du er bestemt ikke alene. Vi er ivrige efter at fremstå på en måde, hvor vi sætter os selv i et gunstigt lys, og derfor ser vi ikke altid vores egne dårlige sider. Selverkendelsen er imidlertid vigtig, hvis du vil have mere kærlighed i dit liv. Du kan jo ikke rydde op i noget ukærligt, som du ikke vil se.

Nu skrev jeg, at det er simpelt, og det er det på sin vis også, men samtidig kan det være enormt svært, fordi det er uvant, så husk at have en selvkærlig tolerance med i det. En gammel sandhed siger, at vi ofte kommer til kort, når vi forsøger at vælge det gode – Paulus citeres ofte for at: ”Det gode, jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”.

Kærlighedsevnen opøves
I og med at vi har en todelt natur, så vil det at lytte til sig selv nogle gange resultere i, at vi gør noget godt og andre gange, at vi gør noget ondt. Når vi tager de ukærlige valg, så er det, fordi vi er behersket af gamle egoistiske vaner i sindet.

Det kræver tålmodighed med dig selv, hvis du vil opbygge nye vaner i sindet, så du i højere grad vælger det gode. Som med alle andre evner kræver kærlighedsevnen lang tids øvelse, før den er indarbejdet og bliver til en rutine eller en ubesværet handlemåde. Men husk, at øvelse gør mester!

Godt nytår!

 

Tilmeld nyhedsbrev og se mine tilbud

Følg med på Facebook

Køb bogen “Dating, desperation og selvudvikling”

 

Hvor meget (u)lykkelig kærlighed er der?

Ulykkelig forelsketMøder du de rigtige, der gengælder dine følelser, eller er det omvendt, så du gang på gang kommer ud i ulykkelige forelskelser? Da jeg var helt ung, gjorde jeg næsten altid det sidste og jeg følte mig meget alene med det, men er det mon så usædvanligt? Deltag i den lille undersøgelse herunder, så vi kan få sat nogle procenter på, hvor gode vi egentlig er til at vælge de rigtige.

Der er forskellige mønstre. Nogle har held i kærlighed, mens andre altid bliver afvist, får en ven i stedet for kæreste eller de støder sjovt nok kun ind i gifte mænd osv. – hvad passer bedst på dig?

Længere nede får du hjælp, hvis du har et negativt mønster, men svar først herunder, så du kan få sat ord på, hvad dit mønster er!

Har du et negativt mønster i kærlighed? Få hjælp!

Mit speciale er at hjælpe, hvis du bliver forelsket i de forkerte, dvs. dem, som du ikke kan få eller som er dårlige for dig. Få en gratis prøve på det ved at sende en besked til mig herunder, hvor du prøver at beskrive dit mønster med dine egne ord. Jeg svarer med en personlig mail, hvor jeg giver dig mit bud på, hvordan du kommer videre.

Det du skriver til mig er naturligvis helt fortroligt!

Nyhedsbrev juni 2016: Forelsket i de forkerte

Følg med på Facebook

Køb bogen “Dating, desperation og selvudvikling”

Øv dig i kærlighed, mens du er single

Indlæg på SingleSpot.dk, d. 2. november 2014

SinglerSkalØveSigIkærlighed

Mange af os singler går rundt og drømmer om ubetinget kærlighed fra vores næste kæreste, men er det overhovedet muligt?

Coach og rådgiver i dating og forelskelse, Jens W. Pedersen, der er forfatter til dette indlæg, mener ikke, vi kan forlange ubetinget kærlighed, hvis vi ikke selv kan give den. Læs hans tanker om, hvordan du kommer væk fra idéen om en partner, der elsker dig fuldstændig betingelsesløst:

Indenfor psykologien er det ofte sagt, at vi har brug for at opleve ubetinget kærlighed som børn. Blev det behov ikke dækket, søger vi som voksne stadig efter den kærlighed og møder derfor andre med et: “Se mig!” og “elsk mig!” – vi prøver forgæves at få vores behov opfyldt pr. efterkrav.

Den psykologiske mekanisme spiller os nemt puds, men det nytter ikke at give barndommen skylden, når vi som voksne har brug for at tage ansvar for vores eget liv. Ved at fokusere meget på barndommen risikerer vi at hænge fast i en bitterhed over fortiden, som blot gør ondt værre.

Det du får, er det, du giver

Derfor siger jeg i stedet: Det du får, er det, du giver! Så hvis du vil have ubetinget kærlighed, må du altså selv være i stand til at give det samme. Kan du det? Nej, vel!?

Det er der næppe nogen af os, der kan, og derfor er vi så at sige ude af trit med virkeligheden, hvis vi søger det hos andre – eller måske endda kræver ubetinget kærlighed fra en potentiel partner.

Ingen af os formår at udvise ubetinget kærlighed, men vi kan øve os på kærlighed – både til os selv og andre. Og det er det afgørende, for det peger fremad med et løfte om, at vi med tiden og gradvist vil opleve mere og mere lys, kærlighed og lykke i vores liv.

Øv dig på kærlighed!

Så hvordan øver du dig? Prøv sådan her:

* Stå ved dig selv og din overbevisning.

* Giv dig selv plads og lov til at være den, du er.

* Undgå at suge kærlighed fra andre.

* Giv din kærlighed til en, som ønsker den.

* Forstå, hvordan andres handlinger er et spejl på, hvem du selv er, og tilgiv dem, fordi du selv kunne have gjort det samme som dem.

Mit helt basale synspunkt er som sagt, at vi får, hvad vi giver i kærlighed. Derfor er det at få held i kærlighed heller ikke et spørgsmål om at rage til sig – men derimod, at du vender dit fokus og lægger mærker til, hvordan du kan sprede glæde omkring dig. Hvis du kan være til glæde og behag for dine omgivelser i alt, hvad du gør, så har du nået dit høje mål.

GAAAB jeg er blevet voksen

Nogle gange har jeg tænkt på hvor meget liv, der egentlig er som voksen. Det kan næsten virke som om, at der er et overskud af liv. Fra det tidspunkt, hvor man ligesom er “færdig” som voksen og indtil man dør, er der måske 60 år eller noget i den stil…lang tid. Og hvad hvis man hurtigt når til et punkt, hvor man føler, at man har oplevet det meste eller det hele? Sådan har jeg haft det nogle gange. Er uddannet, har rejst i verden (x antal gange), har arbejde, har haft (x antal) kærester, har måske børn eller valgt ikke at få. Hvad er der så mere at komme efter…???

Så kan man måske opdage, at man er stivnet i en fast form og hver dag ligner den foregående. Og det går jo egentlig meget godt, men HOLD KÆFT hvor er det KEDELIGT. Eller ens liv er bare blevet jævnt og middelmådigt og ikke noget at skrive hjem om.

Så er det på tide at kigge indad. Altså grundigt. Ikke bare et hurtigt kig i en kort pause fra hverdagens trummerum. Det er så nemt at blive lullet i søvn, hvis der ikke er et ydre pres, som udfordrer og sætter os i gang. Man lulles ind i trygheden. Men er det det, vi dybest set vil. Er det det, du vil?

Det var måske et lovlig retorisk spørgsmål… 🙂

Men altså, jeg anbefaler selvudvikling!

Ikke nødvendigvis men hvis man får den der fornemmelse af, at livet er gået lidt i stå…

Personligt har jeg det sådan, at de største oplevelser, og det mest berigende liv, ligger tæt på. På en måde er det ikke så svært at komme i kontakt med, for det er i os selv. Hvis man prikker lidt i ens egen overflade, så kan man opdage, at den dækker over en buldrende livskraft. Overfladen er den dagligdags, trygge væremåde og tankegang. Men hvis vi kigger nærmere på det, vil vi måske opdage, at denne trygge ramme er ret snæver. Og at vi er bange for at bevæge os udenfor den. Men lige under angsten for det ukendte bruser og buldrer livskraften. Så hvis man gerne vil udvikle sig selv og ens liv, kan man starte med at se på, hvad det er man undgår, men som man egentlig gerne ville, hvis man turde… 😉

Lykke-hunger

ALLE vil være lykkelige, men man kan ville det FOR meget, dvs. så meget, at det giver bagslag. Alting med måde. Her er nogle dagligdags eksempler på, hvordan vi spænder ben for os selv i jagten på lykken:

  1. Når vi vil noget rigtigt meget, kan vi få præstationsangst. For en mand er det fx helt almindeligt, hvis han står overfor en smuk kvinde. Nu skal han yde sit allerbedste, men i stedet tør han hverken at tale, bevæge sig eller trække vejret. Foran hende står derfor en helt stiv sag med bedende øjne og et krampagtigt smil på læben. Hun skal have en speciel smag, hvis hun falder for det. Havde han i stedet været sit almindelige afslappede selv, havde han nok sagt noget sjovt eller interessant på et eller andet tidspunkt…men han vil det FOR meget.
  2. I det hele taget kan man sige, at det at ville noget, at skulle præstere og opnå et gode, skaber en spændingstilstand i krop og sind. Det er naturligt og uundgåeligt. Men hvis vi bliver for optagede af vores mål og præstationer, så kan det skabe permanente spændinger og stress. Ikke særlig lykkeligt…
  3. Når vi vil noget for os selv, så bliver vi også nemt selvcentrerede. Det er meget forståeligt. Hvis JEG gerne vil være lykkelig, så er mit fokus på mine mål og behov – det er svært at have fokus på de andres. Så glemmer man at lytte, at give en hjælpende hånd, at udvise venlighed, nærvær og omtanke. Man fremstår kort sagt IKKE som den mest sympatiske person i verden. Man forværrer derved sine relationer. Men eftersom lykken i høj grad afhænger af vores relationer, så er man ved at opnå det modsatte af det, man gerne ville…
  4. Noget af det værste er, når vi skal nå det hele på den halve tid. HELE TIDEN. Vi har jo kun det her ene liv (vil nogen mene), og så skal det leves fuldt ud. Ja, tak. Men det er usundt, hvis det er en slags dødsangst, der får os til at ville leve ekstra meget eller hurtigt. Så brænder vi ud før tid. Vi bliver utålmodige og hektiske. Man skal jo også have TID til at være i live.
  5. Når man vil FOR meget er der også en stor risiko for, at man bliver en fiasko. Man fyldes måske med selvbebrejdelser, fordi det ikke er så nemt at opnå de mål og den succes, man higer efter. Så bliver de høje forventninger til lavt selvværd. Ikke særlig lykkeligt.

Derfor mener jeg faktisk, at man kan anbefale en lidt tilbagelænet indstilling til lykken. Man behøver ikke hele tiden, at være på jagt efter den. I stedet kan man bare tillade sig selv at VÆRE. Uden mål og med. At give slip på alt det man gerne vil opnå og i stedet bare være, den man er. PÅ godt og ondt. Hvis vi tager det sure med det søde, som noget naturligt, så er vi bedre stillet. Hvis vi forventer FOR meget af livet og lykken, så vil vi hele tiden være fortvivlede og skuffede over, hvor lidt vi rent faktisk opnår. Hvis vi ikke forventer alt for meget, kan vi læne os tilbage, veltilfredse. Så får vi måske endda overskud til at kigge os nysgerrigt omkring…

Mandens ensomhed

Det hedder sig, at kvinder er “relationsorienterede”, mens mænd går for at være “sagsorienterede”.  Det er naturligvis noget firkantet, at opstille sådan en kønsforskel, men i det her tilfælde kan jeg nikke genkendende til generaliseringen. Der er noget om snakken. Det ses fx ved, at piger har tendens til at mødes for at VÆRE SAMMEN, mens mændene som regel mødes for at være sammen OM NOGET; fx en fodboldkamp 🙂

Nu er det så, at jeg tænker, at det potentielt set er “farligt” for os mænd, fordi vi lever i en tid, hvor de faste fællesskaber opløses. Man kunne kalde det “de tabte fællesskabers tid”.

Vi er slet ikke knyttet til fællesskaberne på samme måde, som vi historisk set har været det. Nu er vi jo individualister. Fællesskaber er noget vi deltager i. For en tid. Sålænge det giver mening i lyset af vores personlige interesser, preferencer, mål osv. Vi er kort sagt ikke længere FORPLIGTEDE på de fællesskaber, som vi indgår i. Vi har fx arbejdsfællesskaber, som i gennemsnit udskiftes hvert 5. år. Vi har monogame forhold, som skiftes ud med mellemrum, og derved bliver til “seriel monogami”. Vi har interesser og hobbyer, som kommer og går.

Jeg synes, at jeg kan se en tendens til, at kvinder håndterer denne udskiftelighed bedre end mænd. FORDI de har nemmere ved at bevare deres individuelle venskaber, selvom de udskifter fællesskaberne. Hvis manden holder op med at interessere sig for fodbold, så mister han sine fodboldvenner. Hvis han mister sit arbejde, er hans forhold til kollegerne også fortid osv. For det var jo “sagen”, som fællesskabet drejede sig om.

For manden bliver de fragmentariske fællesskaber derfor også til fragmentariske relationer og venskaber. Den tidstypiske individualisme bliver derved til en særlig risiko for manden. I højere grad end kvinden risikerer han at blive ENSOM.

Og den ensomhed kan han ikke vikle sig ud af på nogen fornuftig måde.

Så er det, at vi finder den “stærke” og uafhængige mand nede på den lokale bodega. Ved hjælp af alkoholen får han mod til at blive relationsorienteret. Pludselig er han en rørstrømsk krammebamse, der kaster sin kærlighed på en tilfældig og ufrivillig “ven”, som han betror sig til 😀

Kan det blive mere ynkeligt?