#Metoo: Derfor er der så få mandlige ofre

Photo-by-freestocks-web

Traditionelt set er det manden, der tager initiativ. Det er en af grundene til, at mænd oftest står bag seksuelle krænkelser. Foto: Freestocks.org

Den 5. oktober offentliggjorde New York Times en artikel, hvor en række kvindelige skuespillere anklagede Hollywood producer Harvey Weinstein for seksuelle overgreb og uterlighed. Siden har metoo-kampagnen fejet henover jorden, og kvinder en masse træder frem med deres historier. Men hvor er de mandlige ofre? Dem hører vi stort set ikke noget til af to grunde, som begge hidrører fra traditionelle kønsroller.

Det skal siges, at traditionelle kønsroller er i opløsning, så vi lever ikke nødvendigvis i pagt med dem længere. Metoo spiller selv med i de opløsningstendenser og fremmer den proces, fordi kampagnen modvirker magtmisbrug og skaber mere ligestilling imellem kønnene. På den konto bliver der mindre og mindre plads til machomænd og kvinder med stort k.

Nedenstående analyse baserer sig imidlertid på de traditionelle kønsroller.

Som moderne mand/kvinde er det ikke sikkert, at vi føler, at de passer særlig godt på os. Ikke desto mindre har vi de roller med os i bagagen, og de indgår i vores psykologi – som sådan spiller de formentlig også fortsat en rolle for vores adfærd.

Grund #1: Mænd har den seksuelle serveret
Det er typisk mænd, der står som afsendere på en seksuel krænkelse, for traditionelt set er det manden, der har serveretten i en seksuel relation. Dvs. at det påhviler ham at tage initiativ, imens kvinden forholder sig afventende og passivt.

Ja, som en del af det spil kan hun endda afvise ham på skrømt. En traditionel kvinde kan ikke sige ja i første omgang, for hun vil ikke fremstå som billig eller let på tråden.

Så ikke nok med, at mandens rolle var at tage initiativ, men han forventedes altså også til dels at ignorere og overvinde hendes modstand. Han skulle gøre kur og have selvtillid nok til at prøve igen, selvom hun afviste ham.

Allerede der har man vel nærmest opskriften på en seksuel krænkelse!

Hvis nu vi mænd var genier udi sådan noget som at læse imellem linjerne, aflæse kropssprog og afkode signaler, ja så ville vi nok have nemt ved at orientere os i det spil. Men ak, lige præcis der har vi ikke vores stærkeste side.

Det kan derfor også være lidt af et pres at påtage sig rollen som initiativtager for, hvordan ved vi, om hun ønsker sig de tilnærmelser? Nej, vi kan dårligt spørge hende først. Det vil en traditionel mand i hvert fald ikke gøre, for det opfattes som et svaghedstegn.

Han er således henvist til at tage chancen og håbe det bedste. Det er så der, at det jævnligt går galt, for han har ikke tolket hendes signaler korrekt.

Grund #2: Mænd må ikke vise svaghed
Mænd kommer ud for massevis af krænkelser af den ene eller anden slags, men vi har endog meget svært ved at italesætte os selv som ofre.

Det er umandigt at være et offer og giver ikke høj status at sætte sig selv i den position. Derfor censureres krænkelsen væk, dvs. vi fortrænger den.

Jeg kan nævne et bizart eksempel på denne kultur fra fodboldens verden, som er en slags mandighedens højborg.

Tilbage i 2003 blev AGF-spiller og holdets anfører Brian Steen Nielsen dømt for at have nikket klubkammeraten Nikolaj Hust en skalle, hvorved sidstnævnte fik beskadiget flere tænder. Det voldelige overfald blev takseret til en bødedom på 10 dagbøder a 500 kr.

Til Jyllandsposten udtalte Hust imidlertid, at: »Det var ikke mig, der bragte historien frem i lyset, og at sagen nu er taget op af politiet er heller ikke min fejl«.

Havde han selv rejst sagen, ville det da også være i strid med fodboldens macho-kodeks.

I fodbold gør man regnskaber op ved at tage sagen i egen hånd. Så den ene svinestreg gengældes med den anden, hvilket jo minder meget om de ”byttere”, der ses i bandemiljøet.

Derfor mener jeg også, at traditionel maskulinitet og voldskultur hænger sammen. I den kultur kan vi ikke være ofre og mænd på samme tid, for det er mere passende at slå igen end at udstille sin egen svaghed.

Metoo er en gave til os alle
Således de to vigtigste grunde til, at mænd sjældent figurerer som ofre for seksuelle krænkelser.

Som det fremgik, ser jeg den traditionelle machokultur som en magt og voldskultur. Det er en kultur, der baserer sig på den stærkes ret. Derfor er det også en ukærlig kultur.

En traditionel mand vil således udnytte sin magt, og en traditionel kvinde vil underlægge sig den magt.

Metoo-kampagnen modvirker disse forældede kønsroller, og dens succes demonstrerer, at vi nu for alvor er på vej væk fra en mandsdomineret kultur.

Personligt mener jeg, at metoo er en gave til os alle sammen, mænd såvel som kvinder. Den frigør os og fremmer kærlige og demokratiske værdier i vores kultur.

Reklamer

#MeToo: Læs, hvordan seksuelle krænkelser undgås

Photo-by-Priscilla-Du-Preez

Det vil være en sejr for kvinder og for os alle, hvis vi slipper for seksuelle krænkelser. Læs et bud på hvordan. Foto af Priscilla Du Preez

MeToo adresserer især seksuelle krænkelser, der relaterer til magtmisbrug, og det har vi efterhånden talt meget om. Men hvorfor fristes vi til at bruge vores magt og position for at opnå noget seksuelt? Jeg mener, at det skyldes fejlslagne strategier og løses, hvis vi ved, hvordan man opnår kærlighed.

Kærlighed er formentlig vores højeste aspiration, men vi er ikke veloplyste om, hvad kærlighed er, og hvordan den udøves – der er meget forvirring på det felt, fx er vi ikke bevidste om, at kærlighed og begær er hinandens modsætninger.

Begæret vil have, men kærligheden vil give.

Derfor kan opgaven meget vel bestå i at give slip på noget, som vi elsker eller begærer. Og den afgivelsens kunst er vel nok en af de største udfordringer for mange af os – seksuelle krænkelser er blot ét eksempel på det.

Krænkelserne kan skyldes simple misforståelser – som når nogen smiler høfligt til os, og vi fejlagtigt antager, at der var tale om en seksuel invitation. Men i de tilfælde håber man ofte alt for meget på et ja og ignorerer følgelig alle tegn på det modsatte.

Denne ønsketænkning bunder imidlertid ofte i nød, underskud eller desperation, og seksuelle krænkelser kan derfor være et vildledt forsøg på at udfylde et stort savn.

Krænkelser ophørerkunst-at-elske
Derfor vil de krænkelser ophøre, hvis vi ved, hvordan vi opnår kærlighed, nemlig ved at udøve den.

Her er den største kunst at elske uden at få, forvente eller at kræve noget til gengæld. Det er afståelsens kunst. Den består i ALDRIG at tage noget, som ikke blev givet.

Men er det kunststykke ikke også det allermest charmerende og attraktive, vi kan udføre?

Man opnår ikke kærlighed ved at tage den med magt – men tværtimod ved at give og give slip. Og hvis hele miseren omkring MeToo medfører, at vi alle bliver mere bevidste om netop det, så har den tjent sit godgørende formål!