Du lever kun en gang, så grib dagen … og få stress!

Photo-by-Heng-Films-on-Unsplash

Folk siger ofte: ”Du lever kun en gang”. I så fald kommer vores udviklingsprocesser dog ikke til deres ret, så måske checker du i stedet ind og ud af livet mange gange. Foto: Heng Films

I mange år har man sagt: ”Vi lever kun en gang”. Og ud fra den antagelse, har vi skyndt os med at ”gribe dagen” og leve fuldt ud, imens tid er. Jeg er ikke modstander af at leve i nuet, og i nogle situationer er det vigtigt, at vi tør gribe dagen og dens muligheder. Men som samlet livsfilosofi mener jeg, at den holdning er forfejlet og skadelig.

Jeg mener, at holdningen til livet som en engangsforeteelse, og som noget vi skal få mest muligt ud af, skaber et konstant pres på os for at leve intenst og hurtigt.

Så skal vi gribe dagen, for vi vil nødigt gå glip af noget. Men vi risikerer at få stress, hvis vi dermed forventer at nå vores mål og realisere os selv fuldt ud.

Holdningen kan oven i købet resultere i mange selvbebrejdelser, for måske magter vi det ikke. I virkeligheden er det nemlig ikke altid sådan, at mulighederne byder sig, og nogle mennesker griber forgæves ud efter dem den ene gang efter den anden.

Nyd livet
Derfor er det vigtigt at få sagt og fastslået, at en del af det at leve godt er forbundet med accept og tålmodighed. Vi skal forstå, at tiden er en uomgængelig faktor i vores langsommelige udviklingsprocesser.

I løbet af et enkelt liv vil der være noget, du ikke når. Du kan ikke, og du skal heller ikke nå det hele. Så læn dig blot roligt tilbage, accepter det, og nyd livet så godt du kan!

Der vil være muligheder, som går din næse forbi, og der vil være noget, som du bare ikke magter. Det behøver du til gengæld ikke at bekymre dig om, hvis du tror på, at livet er evigt, og at alting har sin tid.

Der findes mange beretninger om og undersøgelser af livet før og efter døden. Hvorvidt de kan overbevise os om reinkarnation må være op til den enkelte at afgøre.

Men der er et ekstra argument, som jeg kan påpege: Vores udviklingsprocesser er tilsyneladende ikke designet til et enkelt liv – nogle af de processer giver kun mening, hvis man betragter dem i et mere langsigtet perspektiv.

Få fred
Nu skriver jeg fx på en bog om det at blive ”forelsket i de forkerte” og har i den anledning indsamlet en hel del historier, hvor folk fortæller om deres kærlighedsliv, og hvordan det er gået galt gentagne gange. Læs Sandras historie og Annies historie.

Når jeg hører om de dårlige forhold, siger jeg tit noget a la:

I en vis forstand er de forkerte forhold også rigtige. At et forhold er forkert betyder nemlig ikke, at det var forgæves. Intet er forgæves. Vi lærer jo af vores fejltrin, og det er kun ved, at du gør dig erfaringer med det forkerte, at du til gengæld kommer til at forstå, hvad der er rigtigt. På den måde går det forkerte og rigtige op i en højere enhed.

forkert-er-rigtigtMen det kan virke som en ringe trøst. Du når nemlig ikke nødvendigvis at høste frugterne af det, der gik galt – selvom folk arbejder aktivt med disse ting, og selvom de gradvist gør fremskridt, så sker det som regel med små skridt.

Derfor kan vi godt blive gamle og opleve, at vi har forpasset vores chance. Det blev aldrig helt til det, vi håbede på.

Sådan mener jeg, at det er på alle livets områder, hvor vi måske, måske ikke når frem til at udfolde vores fulde potentiale. En accept af det faktum er vigtig, hvis du skal have fred med dig selv.

Det uafsluttede
Intet varer evigt, og der kommer en dag, hvor alt det, du nu kæmper med, er lykkeligt glemt og borte. Men der er ingen garanti for, at det vil ske indenfor en overskuelig fremtid, så selvom alle ønsker sig et lykkeligt kærlighedsliv, er det ikke alle, der får det.

Et-livsperspektivet lukker sig om sig selv på en måde, så nogle af vores problemer ikke får en løsning. Så tager vi dem med os i graven. Dermed kan man selvfølgelig også mene, at de er afsluttede, men jeg synes ikke, at det giver anledning til noget særlig positivt livssyn.

Så jeg vil hellere sige, at selve det faktum, at vi tager uafsluttede processer med os i døden, er et vægtigt argument for at livet må fortsætte og gentage sig. Og hvis du ser sådan på det, kan du bedre leve et liv i harmoni og balance.

Reklamer

Stjerner i kærlighedslivet

Lad dig lede af stjernerne, som har dykket ned i kærlighedens væsen! Foto: John Flaskager

I gamle dage navigerede vi efter stjernerne. Det er der nok ikke så mange, der gør længere, men det med at lade sig lede af stjernerne synes jeg er et godt billede på, hvad mange af os trænger til i det moderne kærlighedsliv. Der er meget uklarhed og forvirring. Vi har brug for, at vi kan sætte vores liv ind i et større perspektiv og lade os guide af den visdom, som bl.a. findes hos de psykologer, filosoffer og mystikere, som har dykket ned i kærlighedens væsen. Selv har jeg haft stor glæde af at læse om de emner, og jeg har især fået en masse inspiration fra den danske åndsfilosof Martinus.

En anden af dem, der kan inspirere os, er Mother Theresa, som citeres for følgende udtalelse: “If you judge people, you have no time to love them”. Jeg mener, at hun rammer plet, og jeg opfatter det at iagttage og styre sin egen bevidsthed som en nøgle til kærlighedslivet. Hvis vi øver os i at rense ud i de negative, dømmende tanker, som fylder i vores bevidsthed, så kan der i stedet blive plads til kærligheden.

Øv dig i kærlighed
Et af de punkter, som forvirrer os, er, hvordan vi får mere kærlighed? Vi søger med lys og lygte efter den udenfor os selv, men er det mon den helt rigtige strategi? Nej, det mener jeg ikke, for jeg opfatter det sådan, at vi får, hvad vi giver i kærlighed. Og jeg mener, at den store forvirring stammer fra, at vi har vores blik rettet udad og har fokus på, hvordan vi får kærlighed. Men hvis vi får, hvad vi giver, så handler det i stedet om at blive gode til at repræsentere kærlighed. At være kærlig. Både overfor andre men ikke mindst i forhold til os selv.

Og hvordan gør man så det, vil du måske spørge. Det vil jeg sige er lidt af en kunst, og jeg vil også mene, at det er en øvelse, som vi ikke lærer lige fra den ene dag til den anden, men prøv fx at lægge mærke til din egen bevidsthed i løbet af en enkelt dag:

Hvor mange kærlige tanker går igennem dit hoved? Og hvor mange er i stedet mere eller mindre vrede, bebrejdende, jaloux, misundelige, bitre, intolerante osv.?

Alle den slags negative mentale klimaer eller tankeformer behersker os langt mere, end vi måske selv ønsker at være ved. Hvis du gør den øvelse, hvor du iagttager dine tanker og følelser i løbet af en dag, så vil jeg anbefale, at du virkelig husker på at være tolerant og mild overfor dig selv imens. Når de svære, ufine eller mørke tanker kommer forbi, så gør vi det jo kun værre, hvis vi banker os selv i hovedet af den grund.

Ha’ tålmodighed med dine gamle tanker
Prøv i stedet at se det, du gør, som et udtryk for fremskridt og øget bevidstgørelse – det er den kærligste tilgang, når du ser på dig selv og lægger mærke til alt det, som ikke er så smukt, ønskeligt og ideelt. Vi kan ikke ændre på noget, som vi ikke vil se – det at se helt ærligt og upartisk på os selv er derfor også et meget vigtigt første skridt på vejen. Alene det, at du går i gang med den øvelse, fortjener anerkendelse.

Vi kan ikke uden videre vælge at pakke de “slemme” tanker væk, for de repræsenterer årtusind gamle vanemæssige tankeformer. Når du arbejder med dig selv på den her måde, så må du i stedet have en masse tålmodighed, idet du langsomt og gradvist lader de tankebaner passere og svækkes. Og imens du stille og roligt giver mere plads til de gode og kærlige dele af din bevidsthedsstrøm. Her taler vi om et livslangt arbejde.

Selv den længste rejse starter imidlertid med det første skridt, og din første kærlighedsgerning består i at se på dig selv uden bebrejdelser. Den attitude kan du så tage med dig, når du ser på alle os andre, som lider af de samme skavanker og besværligheder i vores kærlighedsliv. Vi er alle i den samme båd og sejler rundt i den samme suppedas – men kig op, se stjernerne og lad dem lyse for dig på din vej!

Tilmeld nyhedsbrev og se mine tilbud

Følg med på Facebook

Køb bogen “Dating, desperation og selvudvikling”

Spirituali…hvad???

Ordet “spirituel” forekommer mig at være et noget tåget begreb. Ved folk hvad de selv taler om? Jeg har mine tvivl. I hvert fald har jeg haft et hyr med at finde ud af, hvad ordet egentlig dækker over. Omend det er meget brugt. I dag vægrer mange sig ved at omtale sig selv som “religiøse” (og det ved man ellers hvad er), men de vil til gengæld gerne vedgå, at de er “spirituelle”. Hvad??? Måske er ordet netop så populært, fordi vi ikke helt ved, hvad det betyder, og så kan man jo sige det uden at blive hængt op på noget…eller alle kan bruge det på hver deres måde.

Helt galt går det, hvis man benytter sig af et afledt begreb som “spirituel energi” – det er så flot, at det er umuligt at forstå. I den forbindelse er det jo sjovt, at vi også har ordet “spiritus”, som kan antyde, at det ikke er noget helt ædrueligt, vi taler om.

Meget klogere bliver man ikke, hvis man slår op i Politikens nudanske ordbog, så står der nemlig, at spirituel betyder: “Er åndfuld eller vittig på et højt plan”. Ja tak. Det er i hvert fald ikke sådan jeg forstår ordet. Så kommer vi tættere på med et opslag på Wikipedia, hvor der bl.a. står, at: “spiritualitet betyder det samme som “åndelighed”, som er en særlig religiøs form, der ikke nødvendigvis forankrer sig i faste religioner og dogmer, men ofte hviler på mere løse religiøse erfaringer”.

Jeps, det er det. “Løse erfaringer”. Der har vi koden til en forståelse af begrebet 🙂

Jeg er også med på, at “åndelighed” og “spiritualitet” er synonyme.

For at al denne tågede forvirring nu straks må ophøre, vil jeg give et forsigtigt bud på, hvad vi (jeg) mener at kunne mene med termerne, og hvordan de kan bruges som betegnelser for noget, der rent faktisk findes. For noget der kan registreres. For noget der har en indvirkning på den “virkelige verden”. Jeg mener fx, at spiritualitet kan resultere i konkrete fysiologiske virkninger, som kvalitativt adskiller sig fra, hvad man ellers oplever med sin krop.

Man kunne tage en tilfældig person. Fx MIG. Tro endelig ikke at jeg er selvoptaget! Det er bare det mest nærliggende eksempel. Det JEG kender bedst. Her har jeg så at sige et førstehåndsindtryk. Derfor kommer nu et par (løse) selvoplevede erfaringer med, at spiritualitet ikke (kun) er fantasifuld tågesnak men også noget, som har en konkret betydning og funktion i vores liv.

Jeg starter med det mest kropslige eksempel. Min erfaring er nemlig, at mennesker, der er skeptiske (for ikke at sige fuldstændig afvisende) overfor åndelighed, til gengæld har stor respekt for det fysisk sanselige eller målbare. Og en af de mest synlige og kropsligt sanselige effekter af en spirituel praksis er det, som man benævner “spændingsløsninger”. Personligt får jeg dem både under/efter meditation, men også i forbindelse med læsning af åndelige emner, bøn mv.

Hvis jeg skal forsøge at forklare fænomenet, for de som ikke kender det, så vil jeg sige, at det der sker ved en spændingsløsning er, at en muskel (et eller andet vilkårligt sted i kroppen) begynder at sitre eller “bloppe” på en meget karakteristisk måde. Når jeg siger “bloppe”, så er det, fordi jeg synes, at det føles som om musklen har nogle indre bobler, der udløses. Det er en behagelig og dejlig afspænding af musklen, som forekommer at foregå på et andet eller på et dybere (åndeliggjort) plan end en almindelig afspænding. Det er også karakteristisk, at denne type spændingsløsninger er så præcist lokaliserede. Dvs. de foregår kun et specifikt sted af gangen. Det er ikke hele kroppen på en gang, det er heller ikke en hel muskel, men ét bestemt sted i én bestemt muskel. Spændingsløsninger er i øvrigt synlige på huden, som bevæger sig i takt med dem på det givne sted.

Når jeg omtaler spændingsløsninger for andre, så kender de det som regel ikke. De jeg støder på, som rent faktisk kan nikke genkendende til fænomenet, har så godt som altid en meditativ praksis eller spirituel tilgang til livet. Personligt oplevede jeg heller aldrig disse spændingsløsninger, før jeg begyndte på en sådan praksis. Jeg ved desuden af lang erfaring, at jeg kan styre, hvor mange spændingsløsninger jeg får ved at skrue op og ned for min spirituelle praksis. Så de er en effekt af denne praksis. Og vel og mærke en konkret kropslig eller fysiologisk effekt. Kroppen reagerer altså på den spirituelle praksis ved at opføre sig på en ny og anderledes måde.

Det helt vilde er, at jeg faktisk får disse spændingsløsninger bare ved at sidde her og skrive om dem. Hmm…

Jeg kan ikke forstå det på anden måde end, at en åndelig eller spirituel energi påvirker kroppen og skaber nogle effekter, som vi ikke kan opnå ved ikke-spirituelle praksisser. Dvs. ved vores almindelige, normale adfærd og ageren.

Mit andet eksempel er ikke kropsligt, men viser, hvordan et meditativt fokus kan forandre følelser spontant og mere eller mindre øjeblikkeligt. Det drejer som en helt enkel men effektiv teknik. Den går på at vende sin opmærksomhed imod et bestemt sted på kroppen, hvor der sidder en følelsesmæssig smerte – lad os fx sige, at du mærker en tristhed eller depressiv følelse i brystet. Hvis du så “går helt ind i” denne tristhed. Dvs. mærker den inderst inde i dens kerne. Så begynder den at ændre karakter og forsvinder gradvist. Hvorfor? Ja, det er et godt spørgsmål. Bevidstheden er gådefuld. Så tæt på os og dog så ukendt.

Men det er jo godt at vide, at det er sådan, og det er mange ikke klar over. Vi har i stedet en tendens til at flygte/vende os bort fra det, der gør ondt. Fortrænge det. Beskæftige os med noget andet. Forsøge at glemme det osv. Det kan være en fin strategi i nogle situationer, men det modsatte kan altså også være befriende og forvandlende. Jeg tror man kan sige, at bevidstheden eller ånden har en helende kraft.

Det vi vender vores opmærksomhed imod påvirkes og forvandles tilsyneladende. Og vi behøver vel og mærke ikke at “gøre noget” andet end blot dette at have vores opmærksomhed direkte på/i det sted, der gør ondt.

Ja, det var så mine eksempler på, hvordan en spirituel praksis kan forandre noget “virkeligt”; kroppen og følelserne.

Nu er De, ærede læser, måske blot endnu mere forvirret, end da De startede. Til det er der kun at sige, at…eller nej, det er der ikke noget at sige til.

Men følg gerne med i næste afsnit af Soap.

Bonusinfo:

Apropos spiritus så har vi vist alle prøvet den der følelse af, at det “kører rundt for os” når/hvis vi er fulde. Sjovt nok kan jeg få en lignende fornemmelse under meditation (dog uden de andre virkninger af fuldskab). Utallige gange har det således kørt rundt for mig, som svævede jeg på en sky – eller på indre energiplaner, der bare kørte rundt og rundt.

Ja, spørg mig ikke hvorfor, men man skal huske at holde op, før man bliver helt rundtosset! 🙂

Ydmyghed og omnipotens – en pakkeløsning

Jeg tror på karma, dvs. at jeg tror på, at jeg selv er den første årsag til de ting, der sker i mit liv.

Hvis der sker noget dårligt, så er det altså i sidste ende min egen “skyld”.

I en vis forstand læsser jeg skyld oveni den dårligdom, som jeg allerede oplever. Man kunne mene, at det var at føje spot til skade. En psykolog kunne måske finde på at advare imod den praksis 🙂

Men jeg oplever ikke, at jeg derved forværrer noget, som i forvejen er skidt. Tværtimod. For mig virker det omvendt, befriende. Ved at påtage mig skylden, påtager jeg mig også ansvar, og jeg tilskriver mig selv evnerne til at skabe forandring. Jeg kommer derved ud af magtesløsheden og fjerner mig fra en offerrolle.

Jeg fjerner mig fra den der fornemmelse af, at nogle andre er skyldige overfor mig.

Og jeg fjerner mig fra en grund-fornemmelse af, at verden er et uretfærdigt sted. Et ulykkeligt sted.

I sidste ende tilskriver jeg verden mening.

OG man kan håndtere rigtig meget modgang, hvis det er meningsfyldt for en.

Jeg bøjer mig således for det, der sker i (min) verden og tager det på mig. I ydmyghed.

Det lidt sjove, og paradoksale, er så, at ydmygheden her går hånd i hånd med magten. Jeg bøjer mig i ydmyghed og indrømmer, at jeg selv har skabt den misere, som er mit liv. Dermed får jeg imidlertid også lov at føle, at jeg dybest set er herre over (min) verden. Det lykkes at tilskrive mig selv en slags omnipotens (hvilket ellers kun er Gud forundt) 🙂

SE nu er der virkelig noget for psykologen at tage fat på! 😀

Single fri weekend

Jeg har en hel weekend for mig selv. Ingen aftaler. Jeg har en god roman af Henrik Stangerup, som jeg kan læse i ro og mag.

MEN

Så kommer den der uro over mig. Jeg bliver utilfreds og synes, at der mangler noget. NOGEN. Og jeg føler, at jeg bør gøre noget, sætte noget i gang, flytte ud af byen, oprette en datingprofil, skrive et indlæg, arrangere og løbe for livet. Realisere mig selv.

Og jeg som ellers tror på evigheden

Jeg burde kunne sidde her som en anden buddhistisk munk i fuldkommen ubekymret ro

Vel vidende at jeg har god tid til ALT

Om at tro fordi man ikke har noget alternativ

Jeg diskuterer jævnligt tro og livsanskuelse, og som regel kommer der et tidspunkt i diskussionen, hvor de rationelle argumenter og begrundelser hører op. Man når til et punkt, hvor man bare må sige, at “ja, men sådan ser jeg altså på det” eller “sådan vælger jeg at tro”. Det gælder hvad enten ens livsanskuelse er religiøs eller ej. I sidste ende når man det sted, hvor man bare TROR.

For mit vedkommende er det punkt fx der, hvor jeg siger, at “jeg tror på et liv efter døden, fordi jeg ikke har et alternativ”. Jeg kan ikke tro, at livet ender med et sort punktum. Et mørkt hul hvor alt liv hældes ned i og, hvor der ikke ER noget mere. Jeg anerkender for så vidt, at det logisk set godt kunne være sådan. Som jeg ser det, er der nemlig hverken tvingende rationelle argumenter for eller imod liv efter døden.

Til gengæld har jeg, hvad man måske kunne kalde en eksistentiel begrundelse; hvis livet bare er dette enkelte livs korte og blandede fornøjelse, så ved jeg egentlig ikke, om det er det værd. Det giver ikke nogen mening for mig at tænke på den måde. Hvis jeg skulle tænke sådan, ville jeg dømme mig selv til at leve i, hvad jeg ville opfatte som en kold og trøstesløs eksistens. Et dødens domæne. Og hvorfor skulle jeg gøre det? Jeg VÆLGER at tro noget andet.

Så forsvandt “jeg”…eller?

Jeg dyrker mindfulness, hvilket oprindeligt er en buddhistisk praksis. En del af den praksis går ud på at søge efter “jeget” og (hvis man ellers er en god buddhist) at opdage dets totale fravær. Ifølge buddhismen er der nemlig ikke noget “jeg” i betydningen en permanent kerne i individet.

Hvis en ordentlig buddhist nu ryster opgivende på hovedet ved at læse denne gennemgang, må den person meget gerne skrive en hovedrystende kommentar herunder. Måske spreder jeg fejlinformationer – eller bare en hel række dårlige argumenter? 🙂

Det jeg har forstået er imidlertid, at man i meditationen søger “jeget” ved at gennemgå hele ens eget væsen; dvs. tanker, følelser og krop. Alt det viser sig at være foranderligt eller forgængeligt. Tankerne kommer og går, følelserne ændres løbende og kroppen forfalder med alderen. Der er med andre ord ikke noget, som er permanent. Jeget forsvinder.

Ideelt set burde man altså kunne begynde en mindfulness meditation med et “jeg” og afslutte den uden 🙂

Det er bare ikke sket for mig. Tværtimod bliver jeg hårdnakket ved med at finde et jeg, når jeg leder efter det 🙂

Her er de steder, hvor jeg mener, at “jeg” kan lokaliseres:

1.  “Jeg” er ikke mine tanker, følelser og krop, men den som tænker tankerne, har følelserne og sanser kroppen. Jeg er så at sige det permanente vidne til alt det, der konstant forandres.

2.  “Jeg” har en personlig historie, som jeg erindrer. Jeg erindrer jo netop min egen historie, og ikke nogen andens. Det afgrænser mig som individ.

3.  Buddhister tror på karma (også jeg). Men den forestilling kræver for mig at se et jeg, som sår karma og efterfølgende høster selvsamme. Eller med andre ord en handlende agent, et “jeg”.

Ps.: Jeg er med på, at “jeget” ikke kan tilskrives særlige individuelle kvaliteter – det som kendetegner mit jeg er med andre ord det samme, som kendetegner alle andre jeger. Min pointe er altså blot, at jeg rent faktisk er en afgrænset entitet.

Med mindre en god buddhist kan gendrive ovenstående??? 🙂