Stjerner i kærlighedslivet

Lad dig lede af stjernerne, som har dykket ned i kærlighedens væsen! Foto: John Flaskager

I gamle dage navigerede vi efter stjernerne. Det er der nok ikke så mange, der gør længere, men det med at lade sig lede af stjernerne synes jeg er et godt billede på, hvad mange af os trænger til i det moderne kærlighedsliv. Der er meget uklarhed og forvirring. Vi har brug for, at vi kan sætte vores liv ind i et større perspektiv og lade os guide af den visdom, som bl.a. findes hos de psykologer, filosoffer og mystikere, som har dykket ned i kærlighedens væsen. Selv har jeg haft stor glæde af at læse om de emner, og jeg har især fået en masse inspiration fra den danske åndsfilosof Martinus.

En anden af dem, der kan inspirere os, er Mother Theresa, som citeres for følgende udtalelse: “If you judge people, you have no time to love them”. Jeg mener, at hun rammer plet, og jeg opfatter det at iagttage og styre sin egen bevidsthed som en nøgle til kærlighedslivet. Hvis vi øver os i at rense ud i de negative, dømmende tanker, som fylder i vores bevidsthed, så kan der i stedet blive plads til kærligheden.

Øv dig i kærlighed
Et af de punkter, som forvirrer os, er, hvordan vi får mere kærlighed? Vi søger med lys og lygte efter den udenfor os selv, men er det mon den helt rigtige strategi? Nej, det mener jeg ikke, for jeg opfatter det sådan, at vi får, hvad vi giver i kærlighed. Og jeg mener, at den store forvirring stammer fra, at vi har vores blik rettet udad og har fokus på, hvordan vi får kærlighed. Men hvis vi får, hvad vi giver, så handler det i stedet om at blive gode til at repræsentere kærlighed. At være kærlig. Både overfor andre men ikke mindst i forhold til os selv.

Og hvordan gør man så det, vil du måske spørge. Det vil jeg sige er lidt af en kunst, og jeg vil også mene, at det er en øvelse, som vi ikke lærer lige fra den ene dag til den anden, men prøv fx at lægge mærke til din egen bevidsthed i løbet af en enkelt dag:

Hvor mange kærlige tanker går igennem dit hoved? Og hvor mange er i stedet mere eller mindre vrede, bebrejdende, jaloux, misundelige, bitre, intolerante osv.?

Alle den slags negative mentale klimaer eller tankeformer behersker os langt mere, end vi måske selv ønsker at være ved. Hvis du gør den øvelse, hvor du iagttager dine tanker og følelser i løbet af en dag, så vil jeg anbefale, at du virkelig husker på at være tolerant og mild overfor dig selv imens. Når de svære, ufine eller mørke tanker kommer forbi, så gør vi det jo kun værre, hvis vi banker os selv i hovedet af den grund.

Ha’ tålmodighed med dine gamle tanker
Prøv i stedet at se det, du gør, som et udtryk for fremskridt og øget bevidstgørelse – det er den kærligste tilgang, når du ser på dig selv og lægger mærke til alt det, som ikke er så smukt, ønskeligt og ideelt. Vi kan ikke ændre på noget, som vi ikke vil se – det at se helt ærligt og upartisk på os selv er derfor også et meget vigtigt første skridt på vejen. Alene det, at du går i gang med den øvelse, fortjener anerkendelse.

Vi kan ikke uden videre vælge at pakke de “slemme” tanker væk, for de repræsenterer årtusind gamle vanemæssige tankeformer. Når du arbejder med dig selv på den her måde, så må du i stedet have en masse tålmodighed, idet du langsomt og gradvist lader de tankebaner passere og svækkes. Og imens du stille og roligt giver mere plads til de gode og kærlige dele af din bevidsthedsstrøm. Her taler vi om et livslangt arbejde.

Selv den længste rejse starter imidlertid med det første skridt, og din første kærlighedsgerning består i at se på dig selv uden bebrejdelser. Den attitude kan du så tage med dig, når du ser på alle os andre, som lider af de samme skavanker og besværligheder i vores kærlighedsliv. Vi er alle i den samme båd og sejler rundt i den samme suppedas – men kig op, se stjernerne og lad dem lyse for dig på din vej!

Tilmeld nyhedsbrev og se mine tilbud

Følg med på Facebook

Køb bogen “Dating, desperation og selvudvikling”

Ydmyghed og omnipotens – en pakkeløsning

Jeg tror på karma, dvs. at jeg tror på, at jeg selv er den første årsag til de ting, der sker i mit liv.

Hvis der sker noget dårligt, så er det altså i sidste ende min egen “skyld”.

I en vis forstand læsser jeg skyld oveni den dårligdom, som jeg allerede oplever. Man kunne mene, at det var at føje spot til skade. En psykolog kunne måske finde på at advare imod den praksis 🙂

Men jeg oplever ikke, at jeg derved forværrer noget, som i forvejen er skidt. Tværtimod. For mig virker det omvendt, befriende. Ved at påtage mig skylden, påtager jeg mig også ansvar, og jeg tilskriver mig selv evnerne til at skabe forandring. Jeg kommer derved ud af magtesløsheden og fjerner mig fra en offerrolle.

Jeg fjerner mig fra den der fornemmelse af, at nogle andre er skyldige overfor mig.

Og jeg fjerner mig fra en grund-fornemmelse af, at verden er et uretfærdigt sted. Et ulykkeligt sted.

I sidste ende tilskriver jeg verden mening.

OG man kan håndtere rigtig meget modgang, hvis det er meningsfyldt for en.

Jeg bøjer mig således for det, der sker i (min) verden og tager det på mig. I ydmyghed.

Det lidt sjove, og paradoksale, er så, at ydmygheden her går hånd i hånd med magten. Jeg bøjer mig i ydmyghed og indrømmer, at jeg selv har skabt den misere, som er mit liv. Dermed får jeg imidlertid også lov at føle, at jeg dybest set er herre over (min) verden. Det lykkes at tilskrive mig selv en slags omnipotens (hvilket ellers kun er Gud forundt) 🙂

SE nu er der virkelig noget for psykologen at tage fat på! 😀

Single fri weekend

Jeg har en hel weekend for mig selv. Ingen aftaler. Jeg har en god roman af Henrik Stangerup, som jeg kan læse i ro og mag.

MEN

Så kommer den der uro over mig. Jeg bliver utilfreds og synes, at der mangler noget. NOGEN. Og jeg føler, at jeg bør gøre noget, sætte noget i gang, flytte ud af byen, oprette en datingprofil, skrive et indlæg, arrangere og løbe for livet. Realisere mig selv.

Og jeg som ellers tror på evigheden

Jeg burde kunne sidde her som en anden buddhistisk munk i fuldkommen ubekymret ro

Vel vidende at jeg har god tid til ALT

Om at tro fordi man ikke har noget alternativ

Jeg diskuterer jævnligt tro og livsanskuelse, og som regel kommer der et tidspunkt i diskussionen, hvor de rationelle argumenter og begrundelser hører op. Man når til et punkt, hvor man bare må sige, at “ja, men sådan ser jeg altså på det” eller “sådan vælger jeg at tro”. Det gælder hvad enten ens livsanskuelse er religiøs eller ej. I sidste ende når man det sted, hvor man bare TROR.

For mit vedkommende er det punkt fx der, hvor jeg siger, at “jeg tror på et liv efter døden, fordi jeg ikke har et alternativ”. Jeg kan ikke tro, at livet ender med et sort punktum. Et mørkt hul hvor alt liv hældes ned i og, hvor der ikke ER noget mere. Jeg anerkender for så vidt, at det logisk set godt kunne være sådan. Som jeg ser det, er der nemlig hverken tvingende rationelle argumenter for eller imod liv efter døden.

Til gengæld har jeg, hvad man måske kunne kalde en eksistentiel begrundelse; hvis livet bare er dette enkelte livs korte og blandede fornøjelse, så ved jeg egentlig ikke, om det er det værd. Det giver ikke nogen mening for mig at tænke på den måde. Hvis jeg skulle tænke sådan, ville jeg dømme mig selv til at leve i, hvad jeg ville opfatte som en kold og trøstesløs eksistens. Et dødens domæne. Og hvorfor skulle jeg gøre det? Jeg VÆLGER at tro noget andet.

Så forsvandt “jeg”…eller?

Jeg dyrker mindfulness, hvilket oprindeligt er en buddhistisk praksis. En del af den praksis går ud på at søge efter “jeget” og (hvis man ellers er en god buddhist) at opdage dets totale fravær. Ifølge buddhismen er der nemlig ikke noget “jeg” i betydningen en permanent kerne i individet.

Hvis en ordentlig buddhist nu ryster opgivende på hovedet ved at læse denne gennemgang, må den person meget gerne skrive en hovedrystende kommentar herunder. Måske spreder jeg fejlinformationer – eller bare en hel række dårlige argumenter? 🙂

Det jeg har forstået er imidlertid, at man i meditationen søger “jeget” ved at gennemgå hele ens eget væsen; dvs. tanker, følelser og krop. Alt det viser sig at være foranderligt eller forgængeligt. Tankerne kommer og går, følelserne ændres løbende og kroppen forfalder med alderen. Der er med andre ord ikke noget, som er permanent. Jeget forsvinder.

Ideelt set burde man altså kunne begynde en mindfulness meditation med et “jeg” og afslutte den uden 🙂

Det er bare ikke sket for mig. Tværtimod bliver jeg hårdnakket ved med at finde et jeg, når jeg leder efter det 🙂

Her er de steder, hvor jeg mener, at “jeg” kan lokaliseres:

1.  “Jeg” er ikke mine tanker, følelser og krop, men den som tænker tankerne, har følelserne og sanser kroppen. Jeg er så at sige det permanente vidne til alt det, der konstant forandres.

2.  “Jeg” har en personlig historie, som jeg erindrer. Jeg erindrer jo netop min egen historie, og ikke nogen andens. Det afgrænser mig som individ.

3.  Buddhister tror på karma (også jeg). Men den forestilling kræver for mig at se et jeg, som sår karma og efterfølgende høster selvsamme. Eller med andre ord en handlende agent, et “jeg”.

Ps.: Jeg er med på, at “jeget” ikke kan tilskrives særlige individuelle kvaliteter – det som kendetegner mit jeg er med andre ord det samme, som kendetegner alle andre jeger. Min pointe er altså blot, at jeg rent faktisk er en afgrænset entitet.

Med mindre en god buddhist kan gendrive ovenstående??? 🙂

Tilfældets psykologi

Artiklen her handler om, hvordan vi, min bror og mig, påvirkes af tilfældigheder. Held og uheld. Vores adfærd vil her blive betragtet som et casestudy 🙂

Nærmere bestemt ser vi på mange års observationer i forbindelse med spillet backgammon, hvor tilfældigheder spiller en helt afgørende rolle pga. de mange terningekast.

Vi to er (angiveligt) moderne, rationelle individer, men vores adfærd indikerer noget helt andet; under spillet forsøger vi nemlig at påvirke terningerne ved at udøve magi, bøn (vi trygler) og i kraft af små ritualer, som fx at puste på terningerne inden vi kaster dem 🙂

Det er formentlig ret komisk at se på, men ikke desto mindre lægger vi stor alvor i det – ikke bare en gang imellem men HVER gang.

Alt sammen er det noget, der snarere kendetegner den arkaiske psyke hos vores animistiske forfædre. For dem var alt besjælet, inkl. de “døde” ting; stenene, vinden osv. Det er terninger ikke for os. Især ikke for min ateistiske bror, som til enhver tid vil sværge til strengt videnskabelige forklaringer på et hvilket som helst fænomen.

Jeg er spændt på, hvordan han vil (bort)forklare sin egen adfærd her??? 🙂

Og ikke nok med at vi ihærdigt søger at manipulere med terningerne; vi reagerer også som forurettede, når de går os imod. Især hvis vi “sidder i uheld” i længere tid. Så hidser vi os op, bliver vrede og føler os dårligt eller uretfærdigt behandlet.

Som om hele verden var imod os.

Nu er han blevet mere afbalanceret, men før i tiden kastede lillebror endda ting efter mig, når han var tilstrækkelig ophidset 🙂

Vi påtager os tilsyneladende en meget uklædelig offerrolle, et martyrium.

Men for at verden kan være imod os, må den være besjælet. Den må have en vilje eller intention. Døde ting kan ikke være imod noget. Vores adfærd afslører, at vi implicit tillægger verden et væsens kvaliteter. Vi betragter den som en modstander; en som ikke kan lide os, eller som behandler os dårligt og uretfærdigt. Vores psykologiske respons vidner om lag i vores psyke, der har en anden verdenstydning, end den vi bevidst tillægger os. Der må være tale om en ubevidst religiøsitet, som så at sige tager magten fra os.

Ur-psyken er tilsyneladende stærkere end den moderne, rationelle intelligens 🙂