Passer fordommen: Danske mænd er for passive

man-and-two-women

Hvordan går det med den danske mand – forholder han sig passivt eller tager initiativ?

 

Danske mænd er ofte blevet omtalt som relativt generte og tilbageholdende, når kommer til at tage kontakt til det modsatte køn. Fx til sammenligning med italienske mænd, som er kendt for at være meget mere aktive og pågående på det punkt. Men passer det, at de danske mænd er for passive? Herunder får du en helt anden historie, og du kan give dit besyv med i afstemningen forneden.

En pige fortæller historien om en fyr (fra Jylland), som er endog meget fremme i skoene. Som det fremgår, var hans initiativ dog ikke så populært:

Jeg er træt af, at det som oftest drejer om sex, og man skal helst ville ha´ det hele … alm. sex er bare ikke godt nok, så er man kedelig … så jeg er træt af at lede. Træt af useriøse mænd. Forleden dag var jeg i Harald Nyborg. Jeg havde læsset mine 5 sække træpiller ind i min lille bil, så kom der en stor hvid varevogn kørende, og fordi han blev ved med at kigge på mig, kiggede jeg selvfølgelig også. Han kørte hen og holdt ved siden af mig, og kom hen til mig, og spurgte om jeg boede alene, for vi ku´ da gå ud og få et glas vin sammen … jeg blev lidt forvirret og samtidig smigret. Han kom tæt på mig og tog sin arm rundt om mig, og sagde: “For du ser jo skide godt ud” og fortalte, at han boede i Jylland, han sagde, at han skulle arbejde et halvt år her på Lolland/Falster, så ku´ vi måske finde ud af noget. Han kom tættere og tættere på mig og sagde, at vi da også ku´ leje et værelse, og skulle for anden gang kramme mig, og inden han var ved at gå, ville han kysse mig, men med det samme sagde jeg: “Nej, du skal da ikke kysse mig”, han sagde: “Nej, nej det var da heller ikke det, jeg ville” … Jeg skyndte mig at køre, for var helt sikker på, at han ville bare ha´noget sex, og jeg er så træt af det.

Såvidt historien fra en pige, som er træt af de mænd, hun møder, og heraf mit spørgsmål i afstemningen: Er danske mænd generelt for tilbageholdende, for meget eller tilpas meget fremme i skoene? Eller er der en tendens til, at de initiativrige mænd kun vil have sex, sådan at dem, der rent faktisk tager initiativ, gør det af de forkerte grunde?

 

 

Er du selv genert og tilbageholdende eller lidt for meget? Læs mere om emnet her

Kommer du for lidt ud, så anbefaler jeg: Kuren imod de sædvanlige cirkler

 

Sådan udvikler du dig hurtigere!

bumps-yellow-sidewalk-road

Læs, hvordan du bruger de bump på vejen, som du støder på igen og igen

 

En af mine venner har fået en lys ide. Når noget går galt for ham, så vil han fremover spørge sig selv: ”Hvad vil jeg gøre anderledes, næste gang jeg står i den situation?” Han vil forberede sig ved at lave et mentalt billede af det, han vil gøre, og det billede vil så aktiveres, når han står i situationen igen en anden gang.

Det er en yderst effektiv teknik, som sikrer os imod, at vi bevidstløst gentager de samme gamle vanemæssige adfærdsmønstre.

Da han fortalte om sin ide, sad han i øvrigt med en forstuvet lillefinger. I raseri havde han banket hånden ind i en skabslåge, fordi han havde begået en irriterende fejl, imens han satte sit nye køkken op. For ham er problemet selve raseriet. De udbrud er dårlige for ham – ikke kun pga. den forstuvede finger, de resulterer nemlig også i hovedpine og træthed. Derfor ønsker han at forholde sig på en anden og mere afbalanceret måde.

Din egen udfordring
Vi ærgrer os alle sammen jævnligt over, at noget er gået galt for os, får ondt af os selv og/eller har en masse selv-bebrejdelser. Sådan er det, fordi vi er mennesker, og det er menneskeligt at fejle.

Det er også helt naturligt, at vi ærgrer os og bliver kede af det, når noget går galt, så det skal vi have lov til. Men mange gange stopper processen der. Vi kommer ikke skridtet videre, hvor vi gør os den ulejlighed at reflektere over, hvad vi skal gøre i stedet.

Derfor kommer der heller ikke læring ud af situationen, og vi får ikke vendt den triste sindsstemning til en ny optimisme, som opstår, når vi forstår, hvordan den situation kan gå meget bedre for fremtiden.

Min påstand er, at formålet med følelsesmæssig smerte er at skabe personlig udvikling. Og jeg vil mene, at vi møder de samme former for ulykke igen og igen, hvis vi ikke tager ved lære af vores fejl. Før eller siden bliver vi derfor også tvunget til at ændre adfærd. Til sidst bliver vi så lede og kede af de samme dårlige erfaringer, at vi absolut må sige stop, men vi kan fremskynde læringsprocessen ved at bevidstgøre os om den og tage aktivt del i den. På den måde sparer vi os selv for mange sorger.

Brug disse trin
Vi har hver vores udfordringer, og det er egentlig ligegyldigt, hvad de drejer sig om for dit vedkommende, princippet og metoden er ens i alle tilfælde. Det virker bedst, hvis du virkelig ønsker at ændre adfærd, så mærk efter, om du har hjertet med i det. Hvis ja, gør du som følger:

  1. Sæt ord på det, du gør galt, og som du ikke ønsker at gentage fremover
  2. Find ud af, hvad du gerne ville gøre i stedet
  3. Genkald dig den situation, hvor det typisk går galt, og forestil dig så, at du nu handler sådan, som du gerne vil
  4. Gentag det sidste punkt tre gange

Nu har du skabt et nyt mentalt spor, som aktiveres i den specifikke situation, du slås med. Gentag evt. trinnene flere gange, hvis det ikke virker i første omgang.

Forelsket i de forkerte: Sandras historie

by-j-scott-rakozy

Hvad gør du, hvis fortiden kaster mørke skygger indover dit kærlighedsliv?

Herunder kan du læse Sandras historie om et kærlighedsliv fyldt med mænd, der ikke var gode for hende, som var voldelige eller negligerede hende.  Det er en sigende historie om, at barndommens prægning kan kaste lange skygger indover vores kærlighedsliv, men som også peger fremad og viser, hvordan vi arbejder os ud af den dårlige indflydelse.

I øjeblikket arbejder jeg på min anden bog, der har fået arbejdstitlen “Forelsket i de forkerte”. I den forbindelse har jeg modtaget en del personlige historier, som jeg vil bringe i bogen i en anonymiseret form.

Hermed får du en af de historier til oplysning og måske inspiration, hvis du selv kæmper med et negativt mønster i dit kærlighedsliv!

Vil du bryde et dårligt mønster? 1-dags workshop: Forelsket i de forkerte

Sandra på 26 år fortæller:
“Der er en sammenhæng imellem det, der skete i mit barndomshjem, og så mine forhold. Hvis vi havde ondt et sted, sagde min mor: ”Nu stopper du!” eller: ”Det har du ikke!”. Det blev nedgjort, negligeret eller benægtet. Jeg er blevet opdraget til, at jeg ikke måtte lytte til mig selv og mærke mine egne følelser, derfor har jeg heller ikke været i stand til at sætte grænser og sige: ”Det her vil jeg ikke være med til”.

Min første kæreste fik jeg som 14-årig, og vi var sammen i syv år. Han var en fyr, der udadtil var meget forstående og sød, og jeg følte mig meget elsket til at starte med, men med tiden ændrede han sig. Han var utro, men jeg tilgav ham, og vi flyttede sammen, men derefter startede hans vold og trusler. Når jeg var alene med ham, kunne han blive et monster. Alligevel boede jeg sammen med ham i to år.

Til sidst kunne jeg ikke mere og gik fra ham, men kun for at finde en ny, der var ligesådan. Denne gang gik der dog kun et halvt år, så turde jeg ikke mere. Jeg har stadig mareridt med fyr nummer to. I begge forhold var der fysisk vold, men også psykisk, så jeg fik fx at vide, at jeg var grim og tyk.

Flere dårlige forhold
Efter det andet forhold var jeg over en 3-årig periode sammen med flere mænd, som havde misbrug, det var af hash eller computere, som de sad ved døgnet rundt. Der var også fysisk og psykisk vold, men det var dog blevet mindre end i de to første forhold. Derefter var det militærmænd, jeg blev forelsket i – de havde været i krig og var traumatiserede.

Jeg meldte mig ind i hjemmeværnet, og mit seneste forhold var til en fyr, som jeg mødte der. Det gik godt, jeg følte mig forelsket og var lykkelig. Vi flyttede sammen efter kun 2 måneder, men det viste sig, at han var endnu en knudemand, som havde lavt selvværd, men ikke kunne tale om det.

Jeg kunne heller ikke stole på ham, han løj for mig. På et tidspunkt meldte han sig på dating.dk, men sagde, at det ikke betød noget. Igen følte jeg mig negligeret, ligesom i barndommen, det var det han ville, der talte, men det, jeg ville, var ligegyldigt. Til sidst blev jeg syg af det, fik ondt i maven og kastede op.

Jeg fortjener ikke bedre
Når jeg ser tilbage på det, så vil jeg sige, at jeg har været styret af en ide om, at: ”Jeg fortjener ikke bedre”. Derfor fandt jeg mig i alt for meget. Så det jeg gør nu er, at jeg arbejder meget med mig selv, lærer at sætte grænser og sætte ord på, hvad jeg føler. Fx vidste jeg førhen ikke, hvordan vrede føles, men jeg har fundet ud af, at jeg får ondt i benene og maven af det.

Så på den måde er jeg kommet videre og begynder at kende mig selv, mærke mine reaktioner og finde ud af, hvad jeg vil. Jeg er gået i gang med en liste over, hvad jeg søger hos en kæreste, altså hvilken type jeg vil have.

Nu er jeg også blevet mere klar over, hvad jeg skal undgå, jeg går fx udenom fyre, som er sexfikserede eller har en baggrund i militæret. Det er også et no go, hvis de siger ”jeg elsker dig”, før vi overhovedet har mødt hinanden. Eller hvis de skiftevis skriver til mig, så hører jeg pludselig ikke noget, og så er de på igen. Den slags viser, at de ikke er til at regne med.”

Det du lærer af Sandras historie
Såvidt Sandras historie. Hendes negative overbevisning om, at: “Jeg fortjener ikke bedre” er et af de typiske motiver, vi kan have til at forelske os i de forkerte – se flere eksempler her.

Sandra evnede ikke at sige fra, og derfor kom hun ind i nogle parforhold, hvor hun blev presset til det yderste og til sidst kunne hun ikke mere. Men på den måde lærte hun jo sine grænser at kende og opøvede altså den evne, som hun ikke fik med hjemmefra.

Nu fravælger hun de voldelige mænd, så der er fremskridt at spore, og hun er blevet langt mere bevidst om sig selv og sine følelser. Det træk går igen i de historier, jeg har modtaget: Vi tager ved lære af vores forhold og bliver klogere på, hvad vi vil, og hvad vi skal undgå.

Indsend din egen historie
Hvis du selv har en historie med at forelske dig i nogle, du ikke kunne få, eller som var dårlige for dig, må du meget gerne skrive til mig – især hvis du er mand, for jeg mangler de historier til bogen. Jeg er også særligt interesseret, hvis din historie handler om de mere almindelige tilfælde af ulykkelig kærlighed, hvor der ikke er vold involveret.

Det er vigtigt, at du ligesom Sandra kan reflektere over din egen historie, så du forstår, hvorfor du har været tiltrukket af nogle, som ikke var gode for dig. Du må også meget gerne være klar over, hvad du skal gøre/har gjort for at komme videre, så den viden kan virke som inspiration for andre. Jeg kan hjælpe dig med det, hvis du er i tvivl.

Send din historie til mig herunder:

Kuren imod de sædvanlige cirkler

blonde-woman-hitchhiking

Sig ja, grib chancen og lad tilfældigheder lede dig ud på nye eventyr!

Er du typen, der sidder lidt fast i dine sædvanlige cirkler og rutiner? Måske er du en skeptiker eller nej-siger, som skal lokkes eller presses meget for at tage nye initiativer. Du er eventuelt nervøs for forandringer, og ikke så god til at komme i kontakt med nye mennesker.

Derfor kommer du heller ikke så meget ud, møder kun de sædvanlige venner/veninder, kommer på de samme steder eller sidder mere eller mindre fast klistret til sofaen derhjemme. Så er din chance for at møde en kæreste relativt lille.

Den her artikel henvender sig til dig, der er single, keder dig med det og måske drømmer om en kæreste, men som har svært ved at komme ud af døren for slet ikke at sige ud over rampen!

Bryd med rutinen
Rutiner er trygge adfærdsmønstre. De er jo det, vi plejer at gøre, og som sådan ved vi lige præcis, hvad det indebærer, og hvad vi kan forvente os. De kan være kedelige og deprimerende, måske er du slet ikke glad for dit liv, som det er nu, men fordi det er trygt, bliver du nemt fanget i de rutiner, som du nu engang har etableret.

Det er helt naturligt, at du på den måde søger en tryg base i din dagligdag, og det har vi nok alle sammen brug for til en vis grad. Problemet er kun, hvis du altid vælger trygheden. I så fald går dit liv nemlig let i stå og du bliver sat.

Så lad os sige, at du nu har fået nok af din daglige trummerum. Du føler, at du har brug for at tage flere initiativer og chancer, sådan at blodet ruller hurtigere i årerne, så du får farve i kinderne og oplever noget nyt og eventyrligt.

Kurens syv punkter
Her er, hvad du gør:

  • Følg spontane indskydelser – Ikke nødvendigvis dem alle, men nedsæt gerne den tid, der normalt går fra du får en ide, til du handler på den. Ved at være lidt hurtigere når du ikke at få alle de sædvanlige bagtanker, der dræber ethvert initiativ.
  • Sig ja, hvis du har den mindste smule lyst – Fx hvis du får et forslag til en ny aktivitet.
  • Grib chancen – Hvis du repræsenteres for en spændende mulighed, så tag den, mens den er der!
  • Vær til stede og nærværende – Når du kommer ud, så er du nærværende, lytter, spørger og snakker med dem, du møder.
  • Hold øjne og ører åbne – Nye steder eller mennesker kan give dig inspiration til at gøre noget mere nyt og anderledes, så det interesserer du dig for.
  • Læg mærke til tilfældige sammentræf – Sker der et eller andet påfaldende, fx et sjovt sammentræf, så lad det være et tegn til dig om, at du er på rette vej eller et signal om, hvad dit næste træk skal være.
  • Tag det med et smil – Hvad enten en ny aktivitet viser sig at give dig en dejlig eller ubehagelig oplevelse, tager du det med et smil. Under alle omstændigheder er du blevet den erfaring rigere.

Velkommen til eventyret
Ved at følge de råd får du ny energi og en fornemmelse af, at din hverdag bliver mere eventyrlig, nyskabende, sjov og givende. Det der var en trummerum, kan forvandles til helt nye oplevelser, så du siger farvel til den triste, trætte og kedelige stemning, du ellers befandt dig i.

natur-rouge-mod1

Du skal ikke underkende betydningen af, hvordan din egen energi influerer på dine omgivelser, så når du nu udstråler en ny energi og optimisme, tiltrækker du måske lige præcis ham eller hende, som du har ventet på. Velkommen til dit personlige eventyr!

Hvis du afprøver metoden, så er du meget velkommen til at skrive og fortælle mig, hvad du gjorde, og hvordan det gik. Lad mig høre, hvordan du brød ud af de sædvanlige cirkler, eller skriv til mig, hvis du ikke får noget resultat, så vil jeg prøve at guide dig.

Det kan også være, at du allerede for længst har haft succes med at gøre noget a la det, jeg taler om her – så må du også meget gerne fortælle om det.

Fortæl din historie
Skriv til mig via formularen herunder. Din historie er fortrolig, men hvis du giver din tilladelse, vil jeg gengive den i en anonymiseret form, så den kan være til inspiration for andre.

Stop med at pege fingre ad dine dates

Indlæg på singlespot.dk d. 28. september 2016 af Jens W. Pedersen

peg-fingre-ad-dine-dates1-e1475052591146

Coach og rådgiver i dating og forelskelse Jens W. Pedersen, der er forfatter til indlægget herunder, forklarer i det, hvordan mange af os singler ubevidst kommer til at pege fingre ad vores dates, når tingene ikke går, som vi ønsker.
 
Han har tidligere udgivet bogen“Dating,desperation og selvudvikling”, der henvender sig til singler af begge køn. Du får lige nu 30 procent rabat på e-bogen. Se, hvordan her.

 

En af de grundsætninger, jeg lever efter, er den om, at vi møder det, som vi selv sender ud. Kald det karma, lige tiltrækker lige, eller at vi får det, vi giver.
 
Hvis du ikke har en spirituel indstilling til livet, så har du nok alligevel oplevet det helt almindelige, at du på en sur morgentur ikke møder mange smil fra de forbipasserende på gaden – eller omvendt, at du går dagen i møde med masser af overskud, og så vender det modsatte køn sig om efter dig på gaden. Ja, selv folk af dit eget køn smiler opmuntrende til dig. De ser jo alle sammen, hvad du sender ud og replicerer blot det samme.
 
Halvhjertet dating
Vi møder meget ofte vores egne spejlbilleder, det gælder også i dating-verdenen. Jeg læste for nylig indlægget “Kom ud af dusken, mand” af Charlotte Højlund, hvor hun beskriver en periode med dating efter en skilsmisse. Hun var ikke klar til at date, men gik alligevel halvhjertet i gang med det.
 
Da hun så efter halvandet år, endelig når frem til den mere seriøse søgen efter en kæreste, møder hun den ene mand efter den anden, som ikke er klar.
 
Sådan tror jeg meget ofte, at det går. Jeg har oplevet noget lignende for mit eget vedkommende.
 
Kig indad, kvinde!
Den ”forsinkelse”, som Højlund beskriver, er typisk. Altså, at det, du sender ud, kommer tilbage med en forsinkelse – jeg kalder det “spejldating” -så når du endelig selv synes, at du er klar til at date for alvor, så skal du absolut belemres med useriøse dates. Det er irriterende, men forventeligt.
 
Det er meget ofte kvinder, som skriver om emner indenfor selvudvikling. De skriver ofte som kvinder til kvinder om kvinders problematikker og set fra en kvindes synsvinkel. Det er i for sig meget forståeligt, men det bliver også til tider noget ensidigt. Det kan af og til få formen: ”Mænd er sådan og sådan!”, ”Hvorfor er mænd ikke mere seriøse?”, ”Mand dig nu op, mand!”, ”Giv os det, vi vil have!”, osv. i samme dur.
 
Jeg savner af og til den sunde selvrefleksion og en helt basal erkendelse af, at du får det, du giver, så i stedet for at hanke op i mændene, var det måske en ide at gribe i egen barm?
 
Sender du useriøsitet ud?
Og hvad så tænker du måske? For mig at se kan den erkendelse bruges til at forstå datingens mekanismer bedre, så du får en klarhed over det, der sker, og kan dermed bedre orientere dig i det.
 
Hvis du gang på gang møder mænd (eller kvinder), som ikke vil dig, er det jo nærliggende at tænke, at du ikke selv er noget værd, ikke attraktiv længere osv. – men hvad hvis det, du møder, i virkeligheden bare er noget useriøsitet, som du selv har sendt ud?
 
Så venter den rigtige måske på dig henne om det næste gadehjørne, du skal bare bevare modet og tålmodigt vente på, at du får overstået den svære periode.
 
Så klarhed over spejldatingens mekanismer giver følgende:

  • At du ikke får så ondt af dig selv, men tager modgangen uden at kny
  • At du holder fanen højt, har en god tro på dig selv og bevarer dit selvværd
  • At du ikke peger unødvendigt meget fingre af andre (der gør, ligesom du)
  • At du undgår den “gift” i dit sind, som består i forurettelse, nag og bitterhed
  • At du bliver bedre til at sende det ud i verden, som du gerne selv ville modtage

 

Indlægget er skrevet af Jens W. Pedersen, der er coach og rådgiver om dating og forelskelse. Han har tidligere udgivet bogen“Dating,desperation og selvudvikling”. Bogen henvender sig til singler af begge køn. Du får lige nu 30 procent rabat på e-bogen. Se, hvordan her.

Test: Hvorfor bliver du forelsket i de forkerte?

Passion-led-us-here-Foto-af

Fører din passion dig steder hen, hvor du ønsker at være? Foto: Ian Schneider

 

Vores lidenskab kan føre os steder hen, hvor vi ikke ønsker at være – fx sådan at du altid møder gifte mænd/kvinder, bliver forelsket i dem, du ikke kan få, i nogen som er utro eller nedgør dig.

Men hvorfor sker det? Jeg er i gang med en bog, som omhandler det at blive “forelsket i de forkerte”, og i den forbindelse undersøger jeg bl.a. vores motiver til at vælge dem, vi ikke kan få eller som er dårlige for os. Nedenstående test henvender sig til dig, der har tendenser i den retning.

Her opremser jeg mine bud på en række mulige motiver. Prøv at mærke efter, om de enkelte grunde vækker genklang i dig. Afkryds dem, der gør. Og/eller skriv meget gerne et alternativt bud på, hvad der motiverer lige præcis dig.

Du kan også deltage i seminaret: Forelsket i de forkerte – erkend dit mønster og skab forandring!

 

 

Nyhedsbrev juni 2016: Forelsket i de forkerte

Test: Hvor meget (u)lykkelig kærlighed er der?

Køb bogen “Dating, desperation og selvudvikling”

 

Singlerne kommer … eller gør vi?

Indlæg på singlespot.dk d. 25. maj 2016 af Jens W. Pedersen

youth-1381157_1280-e1464165079570

Fra tid til anden dukker den historie op i medierne, at antallet af singler er stigende – det sker som regel hvert år ved den tid, hvor Danmarks Statistik offentliggør deres seneste tal på området.

Coach og rådgiver i dating og forelskelse Jens W. Pedersen, der er forfatter til dette indlæg gav sig til at researche  lidt dybere i emnet og stødte på en artikel af fremtidsforsker Jesper Bo Jensen med titlen: ”Der bliver færre singler”. Det vakte hans nysgerrighed og herunder, kan du læse, hvad der kom ud af det:

Flere singler eller ej?
Jesper Bo Jensens budskab er i artiklen, at medierne ikke har forstået de statistiske data. Rygtet om singlernes antal er stærkt overdrevet, og han aflyste hele snakken om singlernes fremmarch med ordene: ”Det er med parforholdet som med sex i ifølge Grouche Marx: It’s here to stay”.

Jeg blev noget bestyrtet, da jeg læste teksten – kan det virkelig være rigtigt, at vi er blevet fejlinformeret om det emne år efter år?

Parforholdet består
Jesper Bo Jensens artikel er imidlertid fra 2004, en periode hvor antallet af singler stagnerede, så måske har fremtidsforskeren fået et nyt syn på sine forudsigelser siden dengang, og jeg udbad mig derfor en kommentar. Heraf den følgende diskussion om, hvad der er op og ned i de statistiske data.

Jens: Tilbage i 2004 skrev du artiklen “Der bliver færre singler”, hvor du vil gøre op med en myte om, at antallet af singler er stigende. Ifølge nyere tal fra Danmarks Statistik fremgår det om antallet af singler: “Både i antal og andel er det det højeste tal siden statistikkens start i 1986″. Har du en kommentar til tallene?

Jesper Bo Jensen: Nej, egentligt ikke. Min artikel strammer fra dengang, hvor der var stilstand og tilbagegang i antallet af enlige. Siden da har stigninger blandt mennesker over 30 år været moderat og egentligt kun i vækst under finanskrisen.

Kriser skaber altid skilsmisser, og den seneste mulighed for lyn-skilsmisser forstærker udviklingen. Læg mærke til, at det stort set er gruppen under 30 år, der driver udviklingen. Det skyldes forlænget uddannelse og forlænget frihedsperiode først i livet. Singler over 60 falder kraftigt, og det skyldes mænds forlængede levealder. Det vil nok også ske for gruppen 50-59 år i de kommende år, når de bliver ældre.

Men alt i alt er parforholdet stadig det mest konstante i livet. 65 procent af samtlige danske børn har, når de fylder 18 år, levet sammen med deres biologiske far og mor hele livet.

 

Statistik over antal singler 2015

Jens: Når man ser på Danmarks Statistiks graf fra 2015 fremgår det, at antallet af singler (procentuelt) stiger for alle aldersgrupper bortset fra de helt gamle. Og som du selv skriver, gælder de gamle ikke rigtigt, for deres udvikling kan forklares med, at mændene lever længere. Kurverne for de 30-60 årige følger stort set den generelle udvikling.

Det faktum, at tallet stiger for alle andre grupper end de gamle, er i modstrid med et budskab om, at parforholdet står uantastet og stabilt – den finansielle krise kan godt bruges som forklaring på det udsving, der var i slut-nullerne, men stigningen i antal singler fra 1986 til i dag er tydelig og signifikant (ca. 5 procent) på trods af diverse op- og nedture. Fra 86 til i dag har vi også haft økonomiske opture, så betydningen af henholdsvis krise og optur må være udlignet undervejs.

Jo, der er kun tale om moderate stigninger, men her taler vi jo også om demografiske forhold, som ændrer sig langsomt – jeg gætter på, at hvis vi havde statistik for de sidste 100 år, så var udviklingen langt mere iøjnefaldende.

Jesper Bo Jensen: Der er en ting mere, du måske ikke tænker over, nemlig at tallet for 2014-15 har fået et boost fra lynskilsmisserne. Har jeg ret, er stigningen væk om 1-2 år.

Der er måske også en anden effekt af mænds forlængede levealder, da det betyder, at flere mænd bliver enkemænd og overlever kvinder, der dør tidligt i 40’erne og 50’erne. De bliver også registreret som singler og ikke som retteligt enkemænd. Så nu har vi både enker og enkemænd i større målestok, der tæller som singler.

Der ER flere singler
Ja, så vidt diskussionen, døm selv, hvem der har ret. Jeg (Jens) når frem til den konklusion, at der rent faktisk er flere singler, og at antallet fortsat er stigende.

For mig at se er det ikke en myte, og personligt tror jeg, at den udvikling vil fortsætte mange år frem. Men som Jesper Bo Jensen rigtigt påpeger, er det dog kun moderate stigninger, og flertallet af os lever fortsat sammen som par. Det bliver spændende at følge udviklingen fremover.

Man må også sige, at parforholdet rigtigt nok stadig appellerer til det store flertal af os. Selv om vi er singler, drømmer vi typisk romantiske drømme, og før eller siden bliver vores singlestatus skiftet ud med et parforhold. Singlelivet er sjældent en permanent tilstand.

 

Jesper Bo Jensen, er ph.d. og direktør for FREMFORSK, Center for fremtidsforskning. Han har i mange år arbejdet med fremtidsforskning og har erfaring med at analysere fremtiden helt tilbage fra begyndelsen af 1990’erne.

Indlægget er skrevet af coach og forfatter Jens W. Pedersen, der rådgiver om kærlighed, forelskelse, dating og singleliv. Han har tidligere udgivet bogen“Dating,desperation og selvudvikling”, som henvender sig til singler af begge køn. Han har også en ►► praksis, hvor han rådgiver dig, hvis du f.eks. er ulykkeligt forelsket.