Slip en seksuel besættelse

seksuel-besat-red

Læs Annies historie om en seksuel besættelse, som gik for vidt.

Annie på 44 år fortæller om en seksuel besættelse og et afhængighedsforhold, der fik hende til at knække fuldstændig. Det endte med en indlæggelse på psykiatrisk.

Læs hendes dramatiske historie, som vidner om, hvor stærke kræfter, der er på spil i en forelskelse, og som viser, hvordan vi kan tænde ekstra meget på den uopnåelige kærlighed. Til sidst får du også mine bud på, hvordan man slipper fri af sådan en besættelse.

Få mere vejledning: 1-dags workshop: Slip en Besættelse

Annie fortæller:

Det begyndte, da jeg blev skilt fra min ex-mand. Vi havde været sammen, siden vi var helt unge. Jeg kunne ikke finde ud af at være alene, så jeg datede meget og mødte den her fyr, som gerne ville ses, men som ikke ville have en kæreste. Han var typen, der ikke kunne knytte sig til nogen. Det sagde han fra dag et. Men for mig var det som en rød klud, og jeg tænkte: ”Det skal jeg nok få lavet om på!”

Samtidig følte jeg nærmest, at han havde reddet mit liv, for jeg havde det jo elendigt med at være alene. Det var han til gengæld god til, så det fascinerede mig. Vi havde også meget humor sammen, grinede meget, og havde en god tid. Det seksuelle var også fantastisk, det var det, det hele handlede om. Men jeg fik angst, bare han skulle ud og trække noget frisk luft, så var jeg bange for at blive forladt.

Vores forhold blev en kæmpe rutsjetur, der strakte sig over 4 år, hvor vi brød op flere gange, men fandt sammen igen. Men det var som om, jeg aldrig helt kunne få ham, kun i glimt. Når vi havde sex, kunne han fx ikke kigge mig i øjnene. Efter det første halve år var han utro første gang. Det hele ramlede for mig, jeg havde det som om jeg var i et andet univers. Min verden brød sammen.

Men jeg så alligevel igennem fingre med det, og det endte med at være mig, der samlede ham op. Det blev tit sådan, at det var ham det hele handlede om, og jeg skubbede mig selv til side. Jeg prøver at please ham, behage ham.

Jeg blev mere og mere som en skygge af mig selv. Jeg overtog hans værdier og gjorde mig selv dummere, end jeg er, fordi det var som om, at jeg ikke kunne få det, jeg ville have fra ham, hvis jeg var mig selv.

Så flyttede vi sammen. Jeg kan godt mærke, at han går med til at flytte sammen, men egentlig ikke vil. Han flyttede ud igen efter et halvt år, men vi fortsatte med at ses.

På et tidspunkt ringer han og afslutter vores forhold. Det viser sig desuden, at han har haft en anden ved siden af i et års tid. Jeg går i ”koma”. Passer mit arbejde, men overlever kun ved at spise sovepiller, drikke rødvin, tage joints osv. Vilde ting. Jeg dater en helt masse, gør alt hvad jeg kan for at bedøve mig selv.

Vi starter igen med at ses. Så ville han have, at vi skulle date andre, og det gik jeg med til for at holde på ham. Men når vi ringede sammen, var det ligesom at få et skud kokain. Jeg skrev dagbog over vores samtaler. Det eneste jeg kunne tænke på var ham, så til sidst erklærede jeg ham min kærlighed: ”Jeg elsker dig, kan ikke, at du har andre!” Men hans svarede: ”Jeg har aldrig elsket dig. Når du ikke er her, så fylder du ikke noget!”

Der forstod jeg, at jeg var blevet narret, bondefanget. Og jeg følte, at jeg aldrig havde en chance mere hos ham, for nu havde jeg jo lagt kortene på bordet. Efter det tudede jeg i 14 dage og tabte 10 kg. Det endte med, at jeg blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Jeg var helt fra den, kunne ikke kende mig selv. Gjorde ting, som slet ikke er mig, stak bl.a. af fra afdelingen og rendte rundt på en kirkegård.

Når jeg fortæller om det nu, er det virkelig underligt, hvordan jeg kunne fanges så meget ind af ham. Jo, mere han fjernede sig, jo større blev mit begær. Men det slår mig, at jeg måske dyrkede afvisningen, opsøgte den. Jeg kunne jo ikke holde de afvisninger ud, men samtidig var det som om, at de skulle være der, for at jeg kunne tænde.

I perioder, hvor jeg datede andre, mødte jeg også gode mænd, som ikke havde tilknytningsproblemer, men de virkede kedelige. Måske fordi jeg så ikke kan få det drama. Han sagde på et tidspunkt til mig, at hvis han havde tilbudt, at vi skulle gifte os, så havde jeg sikkert ikke villet. Så han havde også på fornemmelsen, at jeg var forelsket i en drøm, afhængig og besat, men i virkeligheden var det ikke ham, jeg ville have.

Kendetegn på en seksuel besættelse

Så vidt Annies historie, der er en klassisk fortælling om at ville have en, som du ikke kan få. Det er et ekstremt tilfælde, men har alle de helt almindelige kendetegn, som kan opsummeres i følgende punkter:

  1. Det er typisk, at processen sættes i gang af, at Annie ikke har det godt. Hun er i krise efter en skilsmisse, og har det rigtig dårligt med sig selv i den periode. Så der er et element af, at hun flygter væk fra sit eget liv og ind i den besættende forelskelse.
  2. I sådan en proces mister vi os selv, fordi vi i vores jagt på den andens bekræftelser tilpasser os alt for meget og glemmer, hvem vi selv er.
  3. Det er også typisk, at hun indfanges af, at hun kan få ham halvt – det animerer os og gør, at vi holdes til ilden. Besættelsen vedligeholdes af de skiftende signaler. Det, at vi ikke kan få den anden helt, er blot som at hælde benzin på bålet.
  4. Det, du rent faktisk kan få, forekommer til gengæld kedeligt.
  5. Disse historier har typisk et dramatisk vendepunkt. Tit er det der, hvor vi er kommet helt ud til kanten og indser, at nok er nok. Vi kan ikke længere fortsætte ud af det samme spor.
  6. Det er også ofte på det tidspunkt, at du giver slip på en myte eller indbildning, fx dit håb om, at den anden også elsker dig eller forestillingen om, at kærlighed overvinder alt.
  7. Der vil typisk være sorg forbundet med at slippe den forelskelse, men når den er helt overstået, står du tilbage og undrer dig: ”Hvorfor pokker var jeg så optaget af den person?”

Annie har selv haft det på fornemmelsen undervejs, og hun siger det i sine efterfølgende refleksioner: Hvis hun havde fået ham helt, havde hun måske ikke været så interesseret, når det kom til stykket. Men fordi hun netop ikke kan få ham helt, kan hun blive ved at drømme de samme hede drømme. Hun er besat af at jagte den umulige drøm. Når hun får lidt af den, fx bare i kraft af en telefonsamtale med fyren, er det som et skud kokain, så den besættende forelskelse er en form for afhængighed.

Slip besættelsen!

Hvis du selv befinder dig i en lignende situation, så er der forskellige ting, du kan gøre. Det vigtigste er nok, at du gennemskuer situationen og forstår, at den er en illusion, dvs. din store forelskelse er ikke i ham eller hende, som du er besat af, men i en drøm, som du har ”projiceret” ud på den person. Du har altså lagt al din kærlighed over på den person, og forbinder ham eller hende med den største lykke. Så det at forstå og gennemskue, at det er noget, du selv har skabt, er punkt nr. 1.

I den forbindelse kan det være en ide at gennemgå din historie over forelskelser, og se et mønster i, hvem du tiltrækkes af. Det er punkt 2. Hvis du fx den ene gang efter den anden, har været interesseret i en, du ikke kunne få eller kun kunne få halvt, så bliver det mere tydeligt for dig, at det er det, der sker.

Punkt 3 er at lægge den besættelse fra dig, slippe tankerne, og så vidt muligt koncentrere dig om noget andet. Det er nemmest, hvis du distancerer dig fra personen. For at få ham eller hende helt ud af dit system, må du opgive kontakten eller i hvert fald holde den på et minimum. For nogle hjælper det også at gå i byen eller date en anden, fordi de på den måde kan dirigere deres erotiske energi ud i en ny retning.

Hvis du har svært ved at slippe, kan du fremprovokere et vendepunkt ved at konfrontere den person, du er besat af: ”Vil du mig? – ja eller nej!” Forlang et klart svar. Det kan medvirke til at skære igennem alle de forvirrede tanker. Du opnår klarhed, så du kan komme videre.

Punkt 4 er at lade tiden gå, for jo længere tid, der går, hvor du ikke ”fodrer” din besættelse, jo mindre fylder den. Den er som en ballon, der er lige ved at sprænges, fordi du har pustet så meget luft ind i den i kraft af alle dine forelskede tanker. Som tiden går, siver luften stille og roligt ud af ballonen igen. Til sidst slipper magien op, og du forstår ikke længere, hvorfor du var så optaget af ham eller hende.

Få bogen ”Dating, desperation og selvudvikling”. Der er en læseprøve her, hvor du bl.a. kan læse mere om, hvordan du håndterer de besættende tanker.

Reklamer

En guide til den dygtige dater

Indlæg på singlespot.dk d. 23. april 2015 af Jens W. Pedersen

dygtig-til-at-date-874x492

5 punkter, hvis du vil have held med din dating

Coach og rådgiver i dating og forelskelse Jens W. Pedersen, der er forfatter til dette indlæg, forklarer, hvordan du kan bruge selvudvikling i dit singleliv:

I min bog Dating, desperation og selvudvikling påstår jeg, at du får held med din dating ved hjælp af selvudvikling, men hvad vil det sige? Selvudvikling er jo et stort emne, og der findes et utal af metoder og tilgange til det. Nu vil jeg prøve at gøre det simpelt ved at pege på fem punkter, som jeg mener er særligt vigtige, hvis vi vil fremstå som attraktive singler:

  • Tag ansvar for dit liv, for det får dig til at udstråle værdighed og styrke
  • Temperer dine følelser, så du ikke søger kærligheden hos dem, der afviser dig
  • Udvis mod, så du får mulighed for at realisere dine drømme
  • Vid, at du er elsket, men husk også at være kærlig, for du får det, du giver
  • Stå ved dig selv, for så signalerer du et højt selvværd

Herunder får du en kort gennemgang af hvert enkelt punkt.

Tag ansvar
Hvis du ikke tager ansvar for dit eget liv, så vil du nemt komme til at føle dig som et offer og får selvmedlidenhed. Du kommer til at kigge dig omkring efter en redningsplanke i form af en anden person, som vil gøre dig lykkelig.

Så opfatter du det sådan, at andre er skyld i den situation, du er havnet i, så du bebrejder dem og tænker fx: “Han eller hun svigtede mig” eller endnu værre: “Jeg bliver altid svigtet af andre”.

Bliv-fri-ansvar1Tager du ansvar, så vedkender du dig til gengæld dine beslutninger og valg, og du forstår, hvordan de valg har formet dit liv. Det betyder, at du giver dig selv hovedrollen i dit liv. Fordi ingen andre er herrer over din skæbne, retter du ryggen, og på den måde kommer du til at udstråle værdighed og styrke.

Det er en stor mundfuld at tage hele sit liv på sig, så start med et lille hjørne af det. Kig fx på dit seneste forhold for at forstå, hvad din rolle var i, at det gik, som det gik. Når du forstår det, giver du slip på forurettethed og bliver fri til at starte på noget nyt.

Det er ikke meningen, at du skal føle skyld, kun ansvar og kun for den del, som er din egen, for den anden part har selvfølgelig også spillet sin rolle.

Temperer dine følelser
Når du tempererer dine følelser, aflæser du andres signaler: Er det fx “kom” eller “hold dig tilbage”, og du afpasser dine egne følelser efter det. Så du kan skrue ned for dine følelser for en anden person, hvis du mærker, at den person ikke gengælder dem.

På den måde bliver du en langt bedre dater, der har timing og kan vente på det rette øjeblik, som respekterer andres grænser og ikke udsætter sig selv for unødvendige afvisninger.

Følelser tempereres af fornuft. Når vi ikke som noget helt naturligt har tempererede følelser, er det, fordi vi vælger at ignorere fornuftens stemme og i stedet griber efter halmstrå. Vi håber så meget på, at den anden gengælder vores følelser, at vi overhører de signaler, vi får.

Så hvis du har svært ved det her punkt, gælder det om, at du bruger dine sanser og lytter til din indre stemme: Vender den anden ryggen til eller smiler imødekommende? Tror du på, at han eller hun vil dig? Føles det trygt at henvende sig?

Udvis mod
Hvis du til gengæld får på fornemmelsen, at du har en chance, så grib den! Nu mener jeg ikke kun i relation til dating men også generelt i livet.

Hvis du tør gribe ud efter dine muligheder, så kan du få et spændende liv, hvor du gør dig dine erfaringer og udlever dine drømme. Den slags mennesker er mere attraktive, fordi de er i gang med noget, som optager og beriger dem. De er til inspiration for andre.

natur-rouge-mod1Den slags mennesker ligger ikke under for Jante-loven. Nogle af os forsøger på at være så normale som muligt, men hvis vi er for optagede af at passe ind, kan vi ikke være os selv.

At mærke, hvem du er, og gøre det, du vil, er en lille smule farligt. Du risikerer nemlig at træde i spinaten, du gør opmærksom på dig selv og du udsætter dig selv for andres kritik.

Men hvem skal du være, hvis du ikke vil være dig selv?

Når du tør det, så får dit hjerte lov til at banke lidt hurtigere. Du får smil på læben og farve i kinderne. Dit liv får retning, formål og mening, og på den måde bliver du til et spændende bekendtskab.

Giv kærlighed
Det er ofte blevet sagt, at vi skal tro på, at vi fortjener kærlighed, og det er rigtigt, men husk også på at give den ud. Som regel er det sådan, at dem, der giver meget, også får meget igen. Smil til verden, og den smiler til dig!

Der er eksempler på, at vi giver og giver uden at få noget igen, og i så fald skal du selvfølgelig ikke blive ved, for det er jo et tegn på, at det ikke er ønsket eller værdsat. Så siger du stop og vender dit fokus væk fra den person.

Nogle gange er den bedste måde at få andres opmærksomhed på at holde op med at give dem din.

Men sørg for, at du så vidt muligt er kærlig i det, du tænker, siger og gør – både overfor dig selv og andre, for på den måde bringer du kærligheden ind i din verden. Såvidt jeg ved er det den eneste måde, der findes.

Stå ved dig selv
Alt det ovenstående kan måske virke svært eller uoverkommeligt. Det siges, at selvudvikling er en uendelig proces, og så lyder det jo som et håbløst projekt, hvis du gerne vil have held med din dating indenfor en overskuelig fremtid. Men selvudvikling foregår her og nu, og det kan være små skridt på vejen, der gør, at du pludselig får held med dit forehavende.

Når du arbejder med dig selv, bliver du opmærksom på alt det, du endnu ikke er. Der er altid mere, du kan gøre, og en ny side af dig selv, som du kunne realisere. Men sådan er det for alle. Det, at du kan få øje på dine svagheder, skal ikke gøre, at du får et lavt selvværd.

Lighed-kaerlig1-red3Et meget vigtigt punkt omkring selvudvikling er derfor at stå ved sig selv, som man allerede er, for hvis du ikke kan det i nuet, så kommer det aldrig til at ske.

Du kan evt. dyrke mindfulness, for det er accept i praksis af alt det, som er lige nu.

Og husk på, at hvis andre er værd at elske, så er du det også. Og omvendt. For vi er allesammen bare fejlbarlige mennesker, og verden er fyldt med uperfekte individer, som ikke desto mindre er i et parforhold.

Læs videre
Hvis du vil gå mere i dybden med de her emner, så kan du låne min bog på biblioteket eller købe den her: Dating, desperation og selvudvikling.

Hvis du vil vide mere om, hvordan du tempererer dine følelser, så læs bogens kapitel 7, som ligger frit tilgængeligt her: Tempererede følelser.

Følg med på Facebook

Vær mindful i dit singleliv!

Indlæg på singlespot.dk d. 18. marts 2015 af Jens W. Pedersen

Vær mindful i dit singleliv!

Dovenskab er ikke altid dårligt – heller ikke når du er single.

Coach og rådgiver i dating og forelskelse Jens W. Pedersen, der er forfatter til dette indlæg, forklarer, hvordan du kan bruge mindfulness og meditation i dit singleliv:

Jeg klagede engang til en ven over, at jeg “ikke havde lyst til noget”. Men han svarede, at “så har du jo lyst  til ikke at gøre noget”, og det var faktisk rigtigt. Jeg mener, at det er en form for lyst, som vi skal lytte til. Altså lysten til bare at være eller lysten til at slænge sig på sofaen.

Den lyst skal der være tid til i en dagligdag, hvor vi ellers ofte har fokus på mål, præstationer og effektivitet. Nogle gange siger jeg, at det bedste middel imod stress er dovenskab. En anden modvægt til præstationsræset kan være at dyrke mindfulness.

Hvad har det lige med singleliv at gøre?

Det handler om at vide, hvem du er! At være mindful som single betyder dels, at du bliver bedre til at forstå, hvem du selv er og ved, hvilken retning du ønsker at gå i livet. Dels får du lettere ved at være i den situation, du er i nu uden hele tiden at tænke på, at græsset er grønnere hos naboen (som har kæreste).

I min bog ”Dating, desperation og selvudvikling” har jeg ofret en hel del plads på det emne, fordi det er så vigtigt, at du forstår dig selv og dine motiver. I modsat fald kommer du nemlig let til at spænde ben for dig selv og bliver ulykkelig, når du prøver på at opnå noget, som du i virkeligheden ikke rigtigt føler for. Prøv derfor at lytte til dig selv og tro på, at det du vil inderst inde, er det rigtige.

Det er særlig vigtigt for en single. Du kommer nemt til at føle dig forkert, når du ikke har en kæreste, fordi folk spørger, om du ikke snart skal have det. Måske synes de, at det er synd for dig, at du er alene. Mange går helt automatisk ud fra, at parforhold og tosomhed er det rigtigste og bedste. Grundet det sociale pres kan du faktisk komme til at bilde dig ind, at du ønsker en kæreste, selvom du egentlig ikke føler for det eller i hvert fald ikke har lyst til det lige nu.

Mediter dig til et godt singleliv

Som udgangspunkt er mindfulness en helt simpel meditativ teknik. Hvis du vil bruge teknikken anbefaler jeg, at du har en instruktør, som du kan gå til med dine spørgsmål. Men selve teknikken er så simpel, at du kan lære den her og nu.

Det du gør, er:

* Vælg et fokus for din opmærksomhed – det kan i princippet være hvad som helst men f.eks. dit åndedræt.

* Mærk så, hvordan din mave hæves og sænkes i takt med åndedrættet.

* Når du opdager, at din opmærksomhed er blevet fanget af noget andet (og det sker hele tiden), så vender du bare tilbage til dit fokus på åndedrættet.

Det er det!

Som nybegynder er det uvant, og du skal måske gøre det en hel del gange, før du kan mærke effekten af det. Til at starte med skal du kun meditere i 10-15 minutter om dagen. Hvis det føles dårligt, eller du får det underligt, så lad helt vær.

Formålet med teknikken er, at sindet falder til ro. I vores almindelige dagligdags bevidsthed er vi mere eller mindre konstant optaget af at opnå (det vi ønsker), og undgå (det vi ikke ønsker), og anderledes kan det dårligt være. Men det er en form for anspændelse, og vi har derved en grad af alarmberedskab i sind og krop. Vi skal jo præstere noget for at opnå det, vi gerne vil og for at undgå det modsatte.

Det den meditative teknik gør er derfor at kappe vores almindelige tankebaner over. Meditationen afbryder igen og igen vores engagement i at opnå og undgå. Dermed kan sindet gradvist få lov til at falde til ro, og vi når frem til en tilstand af væren frem for den sædvanlige gøren. Når sindet på den måde er faldet til ro, har du nemmere ved at mærke, hvem du selv er og hvad du vil.

Vind bogen Dating, desperation og selvudvikling

Indlægget er skrevet af Jens W. Pedersen, der er coach og rådgiver om dating og forelskelse. Han har for nyligt udgivet bogen “Dating,desperation og selvudvikling”. Bogen henvender sig til singler af begge køn, og lige nu kører der en konkurrence om  fem bøger. Deltag inden 11. april 2015 via linket herunder.

Deltag i konkurrencen her

Køb bogen Dating, desperation og selvudvikling

Er du en single nr. 5? Test dig selv og afgiv din stemme her

Så forsvandt “jeg”…eller?

Jeg dyrker mindfulness, hvilket oprindeligt er en buddhistisk praksis. En del af den praksis går ud på at søge efter “jeget” og (hvis man ellers er en god buddhist) at opdage dets totale fravær. Ifølge buddhismen er der nemlig ikke noget “jeg” i betydningen en permanent kerne i individet.

Hvis en ordentlig buddhist nu ryster opgivende på hovedet ved at læse denne gennemgang, må den person meget gerne skrive en hovedrystende kommentar herunder. Måske spreder jeg fejlinformationer – eller bare en hel række dårlige argumenter? 🙂

Det jeg har forstået er imidlertid, at man i meditationen søger “jeget” ved at gennemgå hele ens eget væsen; dvs. tanker, følelser og krop. Alt det viser sig at være foranderligt eller forgængeligt. Tankerne kommer og går, følelserne ændres løbende og kroppen forfalder med alderen. Der er med andre ord ikke noget, som er permanent. Jeget forsvinder.

Ideelt set burde man altså kunne begynde en mindfulness meditation med et “jeg” og afslutte den uden 🙂

Det er bare ikke sket for mig. Tværtimod bliver jeg hårdnakket ved med at finde et jeg, når jeg leder efter det 🙂

Her er de steder, hvor jeg mener, at “jeg” kan lokaliseres:

1.  “Jeg” er ikke mine tanker, følelser og krop, men den som tænker tankerne, har følelserne og sanser kroppen. Jeg er så at sige det permanente vidne til alt det, der konstant forandres.

2.  “Jeg” har en personlig historie, som jeg erindrer. Jeg erindrer jo netop min egen historie, og ikke nogen andens. Det afgrænser mig som individ.

3.  Buddhister tror på karma (også jeg). Men den forestilling kræver for mig at se et jeg, som sår karma og efterfølgende høster selvsamme. Eller med andre ord en handlende agent, et “jeg”.

Ps.: Jeg er med på, at “jeget” ikke kan tilskrives særlige individuelle kvaliteter – det som kendetegner mit jeg er med andre ord det samme, som kendetegner alle andre jeger. Min pointe er altså blot, at jeg rent faktisk er en afgrænset entitet.

Med mindre en god buddhist kan gendrive ovenstående??? 🙂