Her er 5 punkts-planen til at finde den rigtige

Indlæg på singlespot.dk d. 5. maj 2017 af Jens W. Pedersen

find-den-rigtige-e1493983793923

Er det aldrig den helt rigtige, du forelsker dig i – så hænger du fast i noget hængedynd. Det forklarer coach og rådgiver i dating og forelskelse Jens W. Pedersen i indlægget herunder.

Han har tidligere udgivet bogen “Dating, desperation og selvudvikling”, der henvender sig til singler af begge køn, og i de kommende måneder holder han workshops  i København og Odense med titlen “Forelsket i de forkerte”. Her kommer indlægget, der handler om netop det emne:

 

Jeg mener, vi har noget tågesnak omkring valg af de forkerte partnere. Mange af os falder i den slags dårlige mønstre, hvor vi gentagne gange kommer ind i usunde forhold.

Når jeg taler med folk om det emne, så siger de tit: ”Jamen, der er jo en mening med, at vi finder dem, vi finder”. Det fremhæves f.eks., at vi ved at komme ind i de dårlige forhold gentager og healer traumer fra barndommen.

Det kan være rigtigt nok, men jeg får på fornemmelsen, at vi luller os selv i søvn med de forestillinger. Jeg får lyst til at sige (eller råbe):

”Vågn nu op, det er da ikke meningen, at du skal blive hængende i det der hængedynd!”

De dårlige forhold og negative tiltrækningsmønstre er hængedynd. Måske hænger du meget fast der og kan ikke hive dig op?

Følg de råd, jeg giver forneden, for hvis du fortsætter med at opsøge partnere ud fra de samme gamle kriterier, så bliver du også ved med at opnå de samme dårlige resultater.

Kærlighed skal ikke gøre ondt
Jeg tror på, at der er en mening med alt. Skal du slå et søm i, og hamrer du dig selv over fingrene, er der også en mening med det – men da ikke, at du skal fortsætte med at slå søm i på den måde.

Når vi næsten får vendt vores dårlige forhold til noget positivt med kommentarer a la: ”Men er det ikke i modgang, vi lærer mest?” Så svarer jeg: ”Jo, intet er forgæves, men hvis du går i de samme fælder gang på gang, hvad har du så lært?”

Der ligger ikke nogen fordømmelse eller kritik i det, og jeg ser ikke ned på dem, der gentager dårlige mønstre. Det har jeg selv gjort, og jeg har fuld forståelse for, at man gør det i afmagt eller af gammel vane.

Det, jeg påpeger, er kun, at vores holdninger til det her felt og til de fejltagelser, vi laver i det felt, ikke bør være anderledes, end de holdninger vi har på andre områder af livet.

Hvis det gør ondt, er der noget galt, og vores opgave er at finde ud af, hvordan vi så vidt muligt undgår den smerte i fremtiden. Kærlighed skal ikke gøre ondt.

Gør sådan i praksis
Vi skal altså have styr på, hvad det er for nogle valg, vi tager, der fører os ud i noget skidt. Og prøve at finde ud af, hvilke andre valg vi kan tage i stedet, og som fører i den rigtige retning.

I praksis anbefaler jeg, at du arbejder med følgende 5 punkter:

1. Find ud af, hvad dit mønster er
Dvs. hvad der går igen i forhold til, hvem du bliver tiltrukket af, og i de forhold, du kommer ind i. F.eks. at du altid møder gifte mænd, bliver nedgjort eller kommer ind i yoyo-forhold osv.

2. Prøv at forstå, hvad der kan være dit motiv til at tage de valg
Hvad kan f.eks. være dit motiv til kun at gå efter gifte mænd? Eller hvad kan være dit motiv til at forelske dig i piger, som nedgør dig?

Og her mener jeg altså ikke noget med, hvad der er sket/ikke sket i din barndom, men hvad du får ud af det her og nu som voksen. Eksempler på motiver kan være selvhad, dvs. at du ikke føler, at du har fortjent bedre.

Eller det kan være en ubevidst modvilje imod at komme ind i et fast parforhold – måske vil du slet ikke den der trummerum, når det kommer til stykket?

3. Tag stilling til dine motiver
Når vores motiver er ubevidste, er de svære at håndtere, men hvis du kan få øje på, hvad det motiv måtte være, så kan du også tage stilling til det igen, dvs. tage et bevidst valg. Så vil du lade dig styre af det motiv fremover?

4. Kig nærmere på den proces, der fører frem til, at du bliver afvist eller kommer ind i et dårligt forhold
I den proces vil der være nogle tegn på, at du er på vej ind i noget dårligt, men de signaler har du formentlig ignoreret hidtil. Opgaven består derfor nu i at tænke tilbage og finde ud af, hvad det var for nogle signaler, for de er dine alarmklokker.

Det kan f.eks. være, at han/hun ikke er ærlig over for dig, negligerer dig, sender skiftende signaler osv.. Det kan også være en dårlig mavefornemmelse. Hvis alarmklokkerne bimler, så holder du dig væk.

5. Vid, hvad der til gengæld fører i den rigtige retning
Dvs. f.eks. de modsatte signaler af dem, du fandt i punkt 4. Hvis din alarmklokke var en dårlig mavefornemmelse, så ved du, at en god mavefornemmelse er et godt tegn, og at du trygt kan gå et skridt videre med ham eller hende.

I punkt 5 opsumerer du, hvad du har lært i punkt 1-4. På den baggrund formulerer du din egen personlige opskrift på, hvad der skal til for, at du får mere held i kærlighed næste gang.

Som et sidste og mere generelt råd vil jeg nævne, at mennesker, der har de her dårlige mønstre, tit er for hurtige med at komme ind i stærke, lidenskabelige følelser.

Du når simpelthen ikke at lære den person at kende og finde ud af, om I to passer sammen, før du er forelsket til op over begge ører.

Så lav en tjekliste over, hvad du skal vide om den person, før du giver efter for de følelser. Og giv dig god tid til at finde ud af, hvem han/hun er, før I indleder et intimt, seksuelt forhold.

Workshop i Odense og København.
Hvis du har brug for hjælp med de fem punkter, så afholder jeg workshoppen ”Forelsket i de forkerte” i Odense og København. Læs mere om workshoppen her eller kontakt mig for at få en individuel session.

Jens W. Pedersen er forfatter til bogen Dating, desperation og selvudvikling fra forlaget Indblik (nu EgoLibris).

Reklamer

Sådan får du en doktorgrad i kærlighed!

blog-heart

Tag den hvide kittel på, hvis dit mønster dukker op, for det er dit forskningsfelt.

 

Jeg skriver om at blive forelsket i ”de forkerte” og prøver at hjælpe folk med at undgå det. Men det er vigtigt at forstå, hvad der menes med forkerte. Normalt siger jeg, at det er dem, der ikke er gode for dig, fx fordi du bliver afvist eller behandles dårligt.

Det betyder imidlertid ikke, at de dårlige forhold og forelskelser var forgæves, for det at møde og tiltrækkes af de forkerte er en del af vores erfaringsdannelse.

Om et bestemt forhold var forkert afhænger derfor af, hvilket perspektiv vi anlægger. De forkerte kan godt være rigtige i den forstand, at det var dem, vi skulle møde for at lære sådan og sådan.

At lære er at fejle
De forhold var vores fejltagelser, men fejl er nødvendige og uundgåelige i en læreproces. Så længe vi endnu ikke mestrer et område til perfektion, er vi stadig i gang med at opnå den mestring og for at gøre det, må vi uddybe vores forståelse af, hvad der virker på hvilken måde.

Det er trial and error. Eller det er en undersøgelse af årsag og virkning, der skal vise, hvilke regler der gælder på det felt. Så man kan sige, at du øver dig og eksperimenterer i kærlighedens laboratorium.

I kærlighedens laboratorium er du som en anden forsker i hvid kittel, der afprøver en teori. Nu er der godt nok ikke nogen mus, men du eksperimenterer og foranstalter forsøg på dit særlige område. Du forsøger dig frem efter bedste evne. Og i takt med, at du øver dig, bliver du klogere på det felt, så du til sidst behersker det til perfektion.

Så ved du alt om, hvad du skal gøre og ikke gøre. Du ved lige præcis, hvad der virker godt og dårligt, og opnår til enhver tid de bedst tænkelige resultater. Du er blevet en suveræn mester på det specifikke felt og kan fremvise dine brillante evner til glæde for andre.

Brug dit mønster
Så godt som alle mennesker har områder af deres kærlighedsliv, som de endnu ikke behersker, og hvor det går skævt for dem. De ufærdige dele af vores kærlighedsliv er dem, som kommer til udtryk i dårligdomme, der gentager sig, fx at du nu igen har mødt en, som er utro, truer eller nedgør dig. Det er et negativt mønster.

Hvad er dit personlige mønster? Test det her.
Lær at håndtere dit mønster på en workshop – læs mere her.

Når de mønstre gentager sig, så tag den hvide kittel på, for det er dit forskningsfelt. Med dig under armen har du din seneste nye teori, og et interessant spørgsmål, som nu skal afprøves. Det kan fx være spørgsmålet om, hvornår du siger stop.

En af de fejl, som mange af os begår, er, at vi bliver ved med at elske, selvom vi bliver afvist eller trådt på. Vi tror, at kærligheden overvinder alt, og hvis vi bare behandler ham eller hende med kærlig tålmodighed, så skal det nok blive godt til sidst.

Respekt som lektion
Tag Sandras historie, der handler om at turde sige nej. Det havde hun ikke lært hjemmefra, tværtimod, og derfor kom hun ind i forhold, som absolut ikke var gode for hende. Men på den måde blev hun presset helt derud på kanten, hvor hun ikke kunne mere. Hun måtte simpelthen sige stop, hvis hun skulle bevare sig selv. Og den lektion tager hun nu med sig.

16807701_1442411245791717_7311211636590229814_n

En lektion fra kærlighedens laboratorium: Vær der for andre, men lad aldrig dig selv i stikken.

Vi har alle sammen en grænse. Det er vigtigt at kende din egen, hvis du vil have gode, kærlige relationer.

Hvis du ikke er bevidst om egne grænser, så møder du partnere, der ikke respekterer dig. Derigennem lærer du imidlertid de grænser at kende, så på sin vis er de dårlige relationer faktisk gode for dig. Ikke gode i den forstand, at du burde blive i dem, men derimod gode, fordi de tvinger dig til at tage dit gode tøj og gå. Så er du fri og har lært den lektie.

Har du en lærdom, du vil dele?
Har du selv en lektion fra kærlighedslivet, som du har lyst til at dele? Din særlige historie og lektion kan være til inspiration og hjælp for andre, som står i samme dilemma. Så skriv det i kommentarfeltet herunder, eller send din historie til mig. Du har lov til at være anonym.

Forelsket i de forkerte?

 

I videoen her taler jeg om, hvordan vi kan komme ud af en tendens til at blive forelsket i de forkerte og fortæller lidt om min egen historie på det punkt. Hvis du har et dårligt mønster i dit kærlighedsliv, så mener jeg, at det bunder i egne valg. Derfor opfordrer jeg til, at du identificerer mønsteret og afdækker dine grunde – så skulle du være godt på vej til at skabe en forandring. Kontakt mig gerne på 50 49 54 68, hvis du vil have hjælp 🙂

Når jeg taler om grunde, så mener jeg ikke historiske årsager såsom, hvad der skete i din barndom, men derimod de grunde eller motiver, som du har her og nu i dit voksne liv. Altså, hvad får du fx ud af at vælge en, du ikke kan få, eller en, som behandler dig dårligt?

 

Nyhedsbrev juni 2016: Forelsket i de forkerte

Følg med på Facebook

Køb bogen “Dating, desperation og selvudvikling”