En guide til den dygtige dater

Indlæg på singlespot.dk d. 23. april 2015 af Jens W. Pedersen

dygtig-til-at-date-874x492

5 punkter, hvis du vil have held med din dating

Coach og rådgiver i dating og forelskelse Jens W. Pedersen, der er forfatter til dette indlæg, forklarer, hvordan du kan bruge selvudvikling i dit singleliv:

I min bog Dating, desperation og selvudvikling påstår jeg, at du får held med din dating ved hjælp af selvudvikling, men hvad vil det sige? Selvudvikling er jo et stort emne, og der findes et utal af metoder og tilgange til det. Nu vil jeg prøve at gøre det simpelt ved at pege på fem punkter, som jeg mener er særligt vigtige, hvis vi vil fremstå som attraktive singler:

  • Tag ansvar for dit liv, for det får dig til at udstråle værdighed og styrke
  • Temperer dine følelser, så du ikke søger kærligheden hos dem, der afviser dig
  • Udvis mod, så du får mulighed for at realisere dine drømme
  • Vid, at du er elsket, men husk også at være kærlig, for du får det, du giver
  • Stå ved dig selv, for så signalerer du et højt selvværd

Herunder får du en kort gennemgang af hvert enkelt punkt.

Tag ansvar
Hvis du ikke tager ansvar for dit eget liv, så vil du nemt komme til at føle dig som et offer og får selvmedlidenhed. Du kommer til at kigge dig omkring efter en redningsplanke i form af en anden person, som vil gøre dig lykkelig.

Så opfatter du det sådan, at andre er skyld i den situation, du er havnet i, så du bebrejder dem og tænker fx: “Han eller hun svigtede mig” eller endnu værre: “Jeg bliver altid svigtet af andre”.

Bliv-fri-ansvar1Tager du ansvar, så vedkender du dig til gengæld dine beslutninger og valg, og du forstår, hvordan de valg har formet dit liv. Det betyder, at du giver dig selv hovedrollen i dit liv. Fordi ingen andre er herrer over din skæbne, retter du ryggen, og på den måde kommer du til at udstråle værdighed og styrke.

Det er en stor mundfuld at tage hele sit liv på sig, så start med et lille hjørne af det. Kig fx på dit seneste forhold for at forstå, hvad din rolle var i, at det gik, som det gik. Når du forstår det, giver du slip på forurettethed og bliver fri til at starte på noget nyt.

Det er ikke meningen, at du skal føle skyld, kun ansvar og kun for den del, som er din egen, for den anden part har selvfølgelig også spillet sin rolle.

Temperer dine følelser
Når du tempererer dine følelser, aflæser du andres signaler: Er det fx “kom” eller “hold dig tilbage”, og du afpasser dine egne følelser efter det. Så du kan skrue ned for dine følelser for en anden person, hvis du mærker, at den person ikke gengælder dem.

På den måde bliver du en langt bedre dater, der har timing og kan vente på det rette øjeblik, som respekterer andres grænser og ikke udsætter sig selv for unødvendige afvisninger.

Følelser tempereres af fornuft. Når vi ikke som noget helt naturligt har tempererede følelser, er det, fordi vi vælger at ignorere fornuftens stemme og i stedet griber efter halmstrå. Vi håber så meget på, at den anden gengælder vores følelser, at vi overhører de signaler, vi får.

Så hvis du har svært ved det her punkt, gælder det om, at du bruger dine sanser og lytter til din indre stemme: Vender den anden ryggen til eller smiler imødekommende? Tror du på, at han eller hun vil dig? Føles det trygt at henvende sig?

Udvis mod
Hvis du til gengæld får på fornemmelsen, at du har en chance, så grib den! Nu mener jeg ikke kun i relation til dating men også generelt i livet.

Hvis du tør gribe ud efter dine muligheder, så kan du få et spændende liv, hvor du gør dig dine erfaringer og udlever dine drømme. Den slags mennesker er mere attraktive, fordi de er i gang med noget, som optager og beriger dem. De er til inspiration for andre.

natur-rouge-mod1Den slags mennesker ligger ikke under for Jante-loven. Nogle af os forsøger på at være så normale som muligt, men hvis vi er for optagede af at passe ind, kan vi ikke være os selv.

At mærke, hvem du er, og gøre det, du vil, er en lille smule farligt. Du risikerer nemlig at træde i spinaten, du gør opmærksom på dig selv og du udsætter dig selv for andres kritik.

Men hvem skal du være, hvis du ikke vil være dig selv?

Når du tør det, så får dit hjerte lov til at banke lidt hurtigere. Du får smil på læben og farve i kinderne. Dit liv får retning, formål og mening, og på den måde bliver du til et spændende bekendtskab.

Giv kærlighed
Det er ofte blevet sagt, at vi skal tro på, at vi fortjener kærlighed, og det er rigtigt, men husk også på at give den ud. Som regel er det sådan, at dem, der giver meget, også får meget igen. Smil til verden, og den smiler til dig!

Der er eksempler på, at vi giver og giver uden at få noget igen, og i så fald skal du selvfølgelig ikke blive ved, for det er jo et tegn på, at det ikke er ønsket eller værdsat. Så siger du stop og vender dit fokus væk fra den person.

Nogle gange er den bedste måde at få andres opmærksomhed på at holde op med at give dem din.

Men sørg for, at du så vidt muligt er kærlig i det, du tænker, siger og gør – både overfor dig selv og andre, for på den måde bringer du kærligheden ind i din verden. Såvidt jeg ved er det den eneste måde, der findes.

Stå ved dig selv
Alt det ovenstående kan måske virke svært eller uoverkommeligt. Det siges, at selvudvikling er en uendelig proces, og så lyder det jo som et håbløst projekt, hvis du gerne vil have held med din dating indenfor en overskuelig fremtid. Men selvudvikling foregår her og nu, og det kan være små skridt på vejen, der gør, at du pludselig får held med dit forehavende.

Når du arbejder med dig selv, bliver du opmærksom på alt det, du endnu ikke er. Der er altid mere, du kan gøre, og en ny side af dig selv, som du kunne realisere. Men sådan er det for alle. Det, at du kan få øje på dine svagheder, skal ikke gøre, at du får et lavt selvværd.

Lighed-kaerlig1-red3Et meget vigtigt punkt omkring selvudvikling er derfor at stå ved sig selv, som man allerede er, for hvis du ikke kan det i nuet, så kommer det aldrig til at ske.

Du kan evt. dyrke mindfulness, for det er accept i praksis af alt det, som er lige nu.

Og husk på, at hvis andre er værd at elske, så er du det også. Og omvendt. For vi er allesammen bare fejlbarlige mennesker, og verden er fyldt med uperfekte individer, som ikke desto mindre er i et parforhold.

Læs videre
Hvis du vil gå mere i dybden med de her emner, så kan du låne min bog på biblioteket eller købe den her: Dating, desperation og selvudvikling.

Hvis du vil vide mere om, hvordan du tempererer dine følelser, så læs bogens kapitel 7, som ligger frit tilgængeligt her: Tempererede følelser.

Følg med på Facebook

Kæresten skrider og manden går i hundene!

manden gik i hundene

Manden har en større risiko for at blive ensom, hvis forholdet ryger

 

Nu er der en masse debat om ensomhed og senest har DR haft fokus på, at mænd er de mest udsatte. Se programmet her.

Mænd er typisk “sagsorienterede”, mens kvinder som oftest er “relationsorienterede”, og det betyder, at mændene i højere grad mister deres relationer, hvis de ikke længere har dem i forbindelse med en sag, som de beskæftiger sig med eller går op i.

Hvis han melder sig ud af klubben, flytter, mister jobbet eller lignende, så mister han også nemt sine venner og netværk.

Hvis ægteskabet eller forholdet til kæresten også ryger, så er det manden, der går i hundene, fordi hun var den eneste, som var helt tæt på ham. Typisk er det også hende, der har stået for det sociale og plejet relationerne til deres fælles venner og familien.

Rollerne er byttet rundt
Før i tiden var det sådan, at kvinden var økonomisk afhængig af manden, som forsørgede hende. Derfor blev kvinderne ofte i de dårlige ægteskaber, selvom de mest af alt havde lyst til at løbe skrigende bort. I dag er det omvendt! Nu er manden den mest afhængige, og typisk er det kvinden, som afbryder forholdet, hvis de går fra hinanden. For hvad har han, hvis han ikke har hende…?

Læs mere:  Mandens ensomhed

Hvor meget (u)lykkelig kærlighed er der?

Ulykkelig forelsketMøder du de rigtige, der gengælder dine følelser, eller er det omvendt, så du gang på gang kommer ud i ulykkelige forelskelser? Da jeg var helt ung, gjorde jeg næsten altid det sidste og jeg følte mig meget alene med det, men er det mon så usædvanligt? Deltag i den lille undersøgelse herunder, så vi kan få sat nogle procenter på, hvor gode vi egentlig er til at vælge de rigtige.

Der er forskellige mønstre. Nogle har held i kærlighed, mens andre altid bliver afvist, får en ven i stedet for kæreste eller de støder sjovt nok kun ind i gifte mænd osv. – hvad passer bedst på dig?

Længere nede får du hjælp, hvis du har et negativt mønster, men svar først herunder, så du kan få sat ord på, hvad dit mønster er!

Har du et negativt mønster i kærlighed? Få hjælp!

Mit speciale er at hjælpe, hvis du bliver forelsket i de forkerte, dvs. dem, som du ikke kan få eller som er dårlige for dig. Få en gratis prøve på det ved at sende en besked til mig herunder, hvor du prøver at beskrive dit mønster med dine egne ord. Jeg svarer med en personlig mail, hvor jeg giver dig mit bud på, hvordan du kommer videre.

Det du skriver til mig er naturligvis helt fortroligt!

Nyhedsbrev juni 2016: Forelsket i de forkerte

Følg med på Facebook

Køb bogen “Dating, desperation og selvudvikling”

Vær mindful i dit singleliv!

Indlæg på singlespot.dk d. 18. marts 2015 af Jens W. Pedersen

Vær mindful i dit singleliv!

Dovenskab er ikke altid dårligt – heller ikke når du er single.

Coach og rådgiver i dating og forelskelse Jens W. Pedersen, der er forfatter til dette indlæg, forklarer, hvordan du kan bruge mindfulness og meditation i dit singleliv:

Jeg klagede engang til en ven over, at jeg “ikke havde lyst til noget”. Men han svarede, at “så har du jo lyst  til ikke at gøre noget”, og det var faktisk rigtigt. Jeg mener, at det er en form for lyst, som vi skal lytte til. Altså lysten til bare at være eller lysten til at slænge sig på sofaen.

Den lyst skal der være tid til i en dagligdag, hvor vi ellers ofte har fokus på mål, præstationer og effektivitet. Nogle gange siger jeg, at det bedste middel imod stress er dovenskab. En anden modvægt til præstationsræset kan være at dyrke mindfulness.

Hvad har det lige med singleliv at gøre?

Det handler om at vide, hvem du er! At være mindful som single betyder dels, at du bliver bedre til at forstå, hvem du selv er og ved, hvilken retning du ønsker at gå i livet. Dels får du lettere ved at være i den situation, du er i nu uden hele tiden at tænke på, at græsset er grønnere hos naboen (som har kæreste).

I min bog ”Dating, desperation og selvudvikling” har jeg ofret en hel del plads på det emne, fordi det er så vigtigt, at du forstår dig selv og dine motiver. I modsat fald kommer du nemlig let til at spænde ben for dig selv og bliver ulykkelig, når du prøver på at opnå noget, som du i virkeligheden ikke rigtigt føler for. Prøv derfor at lytte til dig selv og tro på, at det du vil inderst inde, er det rigtige.

Det er særlig vigtigt for en single. Du kommer nemt til at føle dig forkert, når du ikke har en kæreste, fordi folk spørger, om du ikke snart skal have det. Måske synes de, at det er synd for dig, at du er alene. Mange går helt automatisk ud fra, at parforhold og tosomhed er det rigtigste og bedste. Grundet det sociale pres kan du faktisk komme til at bilde dig ind, at du ønsker en kæreste, selvom du egentlig ikke føler for det eller i hvert fald ikke har lyst til det lige nu.

Mediter dig til et godt singleliv

Som udgangspunkt er mindfulness en helt simpel meditativ teknik. Hvis du vil bruge teknikken anbefaler jeg, at du har en instruktør, som du kan gå til med dine spørgsmål. Men selve teknikken er så simpel, at du kan lære den her og nu.

Det du gør, er:

* Vælg et fokus for din opmærksomhed – det kan i princippet være hvad som helst men f.eks. dit åndedræt.

* Mærk så, hvordan din mave hæves og sænkes i takt med åndedrættet.

* Når du opdager, at din opmærksomhed er blevet fanget af noget andet (og det sker hele tiden), så vender du bare tilbage til dit fokus på åndedrættet.

Det er det!

Som nybegynder er det uvant, og du skal måske gøre det en hel del gange, før du kan mærke effekten af det. Til at starte med skal du kun meditere i 10-15 minutter om dagen. Hvis det føles dårligt, eller du får det underligt, så lad helt vær.

Formålet med teknikken er, at sindet falder til ro. I vores almindelige dagligdags bevidsthed er vi mere eller mindre konstant optaget af at opnå (det vi ønsker), og undgå (det vi ikke ønsker), og anderledes kan det dårligt være. Men det er en form for anspændelse, og vi har derved en grad af alarmberedskab i sind og krop. Vi skal jo præstere noget for at opnå det, vi gerne vil og for at undgå det modsatte.

Det den meditative teknik gør er derfor at kappe vores almindelige tankebaner over. Meditationen afbryder igen og igen vores engagement i at opnå og undgå. Dermed kan sindet gradvist få lov til at falde til ro, og vi når frem til en tilstand af væren frem for den sædvanlige gøren. Når sindet på den måde er faldet til ro, har du nemmere ved at mærke, hvem du selv er og hvad du vil.

Vind bogen Dating, desperation og selvudvikling

Indlægget er skrevet af Jens W. Pedersen, der er coach og rådgiver om dating og forelskelse. Han har for nyligt udgivet bogen “Dating,desperation og selvudvikling”. Bogen henvender sig til singler af begge køn, og lige nu kører der en konkurrence om  fem bøger. Deltag inden 11. april 2015 via linket herunder.

Deltag i konkurrencen her

Køb bogen Dating, desperation og selvudvikling

Er du en single nr. 5? Test dig selv og afgiv din stemme her