Hvad gør jeg, når min partner går mig på nerverne?

Måske vender I jer væk, når I går hinanden på nerverne. Læs, hvordan I finder sammen igen. Foto af Ian.

Artiklen ser på, hvordan du håndterer, at andre går dig på nerverne – for eksempel din kæreste, men i princippet hvem som helst. Vrede eller irritable tanker sender dig steder hen, hvor du nok ikke ønsker at være. Prøv så at ændre din sindstilstand ved hjælp af nogle andre tankebaner. Du får ti ideer til, hvad du med fordel kan tænke, hvis kæresten går dig på nerverne.

Hvis du elsker din kæreste, så er det himmelsk. Men din kæreste er jo kun et menneske, og det kan være, at du er blevet opmærksom på, at han smasker. Det har generet dig et stykke tid, men du har ikke sagt noget, og nu går det dig virkelig på nerverne.

Og så siger han pludselig: ”Der er noget vi skal tale om, for jeg er ret træt af, at du altid kommer for sent”.

Nu koger det over inde i hovedet på dig: ”Nej, nu stopper du simpelthen dit store drog. Du sidder der og smasker som et andet kreatur, og så vil DU kritisere MIG!?”, tænker du.

Men fordi du ønsker at bevare den gode stemning, siger du noget helt andet: ”Ja skat, det er rigtigt, jeg skal nok huske at komme til tiden”.

Imidlertid er idyllen ødelagt, du er anspændt og føler dig forurettet, uelsket, usikker, mismodig og så videre.

For kort tid siden havde I to et dejligt forhold, men der er gået skår i glæden. Nu går I hinanden på nerverne og kan ikke komme tilbage til den lykke, der var imellem jer.

Hvis vi er bevidste om, hvilke tanker der kører rundt i hovedet på os, forstår vi, hvorfor humøret er blevet så dårligt. Men ofte giver vi den anden skylden og tænker: ”Hvis bare jeg havde en kæreste, som var mere forstående”, og ”hvis bare han/hun ikke smaskede”.

Måske holder du det for dig selv og går og skumler i stilhed. Eller måske prøver du at gå i rette med ham eller hende og opdrage på vedkommende.

Mit bud vil imidlertid være, at ingen af de to strategier er særligt effektive, og de skaber nok flere problemer, end de løser.

Derfor skal vi nu se på en helt tredje strategi, som bygger på, at du bearbejder din sindstilstand. Men allerførst kigger vi på, hvad det vil sige at være et godt sted i sindet, og vi undersøger, hvordan man kommer derhen.

Et godt sted i sindet

Engang drømte jeg om et vidunderligt sted. Det var himmelsk, fyldt med lykke og kærlighed og et sted, hvor jeg fik det, jeg ønskede mig i form af en pige, jeg var forelsket i.

I drømmen havde jeg været der før, og jeg ville derhen igen, men nu havde jeg glemt, hvor det var. Jeg led åbenbart af en slags hukommelsestab, og det var meget frustrerende.

Det var også helt absurd, for jeg havde glemt det vigtigste, der fandtes.

Hvordan kan man tabe det af syne, som man allerhelst vil huske på? Det er mærkeligt, men i drømme gælder der nogle andre regler end i vores vågne liv.

I drømme er det omtalte ”sted” heller ikke geografisk, men er nok snarere et sted indeni. Måske er det en lykkelig sindstilstand. Måske er det der, hvor min sjæl hører hjemme. Jeg forestiller mig, at hvis jeg kom derhen, så ville jeg føle mig hjemme på et meget dybt plan.

Situationen fra min drøm minder om den føromtalte situation, hvor der er gået skår i glæden imellem to elskende. Jeg forestiller mig derfor også, at drømmen afspejler sådan en dagligheds erfaring, hvor vi mentalt set er blevet lukket ude fra det sted, vi ønsker at befinde os.

Mentalt set er du det sted, du tænker på

Man kan spørge sig selv, hvordan vi kommer et sted hen i sindet – er det ikke ved at tænke på det sted? Hvis jeg forestiller mig at være i New York, så er der skyskrabere og trafik, bilerne dytter, og der er meget trængsel.

Ja, det er mit billede af New York. Jeg har aldrig været der, så det er bare en fordom.

Men i samme øjeblik jeg forestiller mig det, så er jeg der i en vis forstand allerede inde i hovedet og oplever, hvordan det er at befinde sig i min personlige version af New York.

Jeg har ikke særlig meget lyst til at være i min version. Men du får måske nogle helt andre associationer, når du tænker på New York, og forestiller dig noget, som gør dig glad. 

På den baggrund kan man sige, at vores tankebaner tager os forskellige steder sted hen. De steder kan være smukke, lyse og dejlige. Men de kan også være meget ubehagelige, og hvis vores tanker kredser om et ubehageligt sted, så er vi så at sige fanget der.

Lad os så vende tilbage til situationen, hvor du er vred og irriteret på din kæreste, som går dig på nerverne.

Måske med god grund. Eller dårlig grund. Men hvad enten det er med god eller dårlig grund, så er det ikke et rart sted at være. Det ødelægger jo dit humør, og du er dermed udelukket fra dit lykkelige sted.

Undgå, at kæresten går dig på nerverne

Du står altså i sådan en situation, som du er rigtig træt af, og hvor du er vred og ked af det. Du er et meget ubehageligt sted indeni, og du ønsker at finde tilbage til den kærlighed, der var imellem jer.

Spørg nu dig selv om følgende: Hvordan skal jeg tænke for at få det lidt bedre med situationen? Kan jeg se lidt anderledes på den? Og kan der komme noget godt ud af den?

Du skal ikke forvente mirakler, men forvent, at du altid kan ændre din sindstilstand en lille smule ved at forstå situationen på en ny måde.

Din sindstilstand kan ændre sig, selvom de ydre omstændigheder er uforandrede. Og min erfaring er, at når vi først har foretaget dette ”indre arbejde” med vores sindstilstand, så får vi lettere ved at forandre de ydre omstændigheder til det bedre.

Jeg siger ikke, at du skal holde din frustration for dig selv. Måske skal I have en åbenhjertig snak om, hvordan I går hinanden på nerverne. I kan nok gøre noget for at undgå det og for at komme hinanden mere i møde.

Men vent lidt med det. Prøv først at komme i balance med dig selv, så du ikke går ind til den snak med en dårlig energi, hvor du er fuld af harme og bebrejdelser.

Du skal kunne være i dig selv, før du kan fungere godt i relationen!

Man siger også, ”træk vejret dybt og tæl til ti!” Det er lidt i samme boldgade og kan hjælpe i en ophidset situation, men her prøver vi at gå mere i dybden med, hvordan du kan ændre indstilling og få ro med dig selv.

Ti tanker fjerner fokus fra det, der går dig på nerverne

Til inspiration får du ti konkrete ideer til, hvordan du kan tænke for at opnå en bedre sindstilstand. Det er mine forslag, måske finder du selv nogle tankegange, som hjælper dig endnu mere.

Tankegangene skaber et nyt fokus i sindet, og de hjælper, fordi du er der, hvor du har dine tanker.

Tænk for eksempel:

  • ”Vi har en udfordring, men det gør også, at vi kan lære en masse af at komme igennem det”
  • ”Lige nu har vi en svær periode, men bagefter kommer der nok en god periode”
  • ”På grund af min kæreste får jeg lejlighed til at udvikle større tålmodighed og tolerance”
  • ”Jeg bliver et mere empatisk menneske, når jeg accepterer det, der irriterer mig”
  • ”Det jeg udsættes for er et spejl på, hvem jeg selv er”
  • ”Jeg tiltrækker det, der går mig på nerverne, så det er en god øvelse at give slip”
  • ”Vi har hver især vores fejl og svagheder, så vi har begge to brug for overbærenhed”
  • ”Vi finder hinanden igen, når vi ændrer indstilling”
  • ”Hvis jeg finder frem til et godt sted inde i mig, så påvirker det vores relation i en god retning”
  • ”Når konflikten er ovre, og vi finder hinanden igen, så har vi opnået en dybere forståelse og samhørighed”

Mærk efter, om de tankerbaner hjælper på din sindstilstand. Det vil sige, læg mærke til, om du får det lidt bedre? Bliver lidt mere rolig, mindre irritabel eller mere dig selv.

Hvis ja, så er du på rette vej. Også selvom du kun opnår små skift i dit humør.

I så fald mener jeg også, at du tænker mere sandt. De nye tankegange repræsenterer nemlig bedre måder at tænke på, som bringer dig tættere på dit ”hjem”, det vil sige den kærlighedens hjemstavn, hvor din sjæl hører til.

Slip en seksuel besættelse

Seksuel besættelse

Læs om en seksuel besættelse, som fik alvorlige konsekvenser. Og lær, hvordan du slipper forelskelser, som er dårlige for dig.

Annie på 44 år fortæller om en seksuel besættelse og et afhængighedsforhold, der fik hende til at knække fuldstændig. Det endte med en indlæggelse på psykiatrisk.

Læs hendes dramatiske historie, som vidner om, hvor stærke kræfter, der er på spil i en forelskelse, og som viser, hvordan vi kan tænde ekstra meget på den uopnåelige kærlighed.

Der kommer også en liste over de 8 mest almindelige kendetegn på sådan en besættelse, og til sidst får du mine bud på, hvordan man slipper fri.

Få mere vejledning: Individuel session

Annie fortæller:

Det begyndte, da jeg blev skilt fra min ex-mand. Vi havde været sammen, siden vi var helt unge. Jeg kunne ikke finde ud af at være alene, så jeg datede meget og mødte den her fyr, som gerne ville ses, men som ikke ville have en kæreste. Han var typen, der ikke kunne knytte sig til nogen. Det sagde han fra dag et. Men for mig var det som en rød klud, og jeg tænkte: ”Det skal jeg nok få lavet om på!”

Samtidig følte jeg nærmest, at han havde reddet mit liv, for jeg havde det jo elendigt med at være alene. Det var han til gengæld god til, så det fascinerede mig. Vi havde også meget humor sammen, grinede meget, og havde en god tid. Det seksuelle var også fantastisk, det var det, det hele handlede om. Men jeg fik angst, bare han skulle ud og trække noget frisk luft, så var jeg bange for at blive forladt.

Vores forhold blev en kæmpe rutsjetur, der strakte sig over 4 år, hvor vi brød op flere gange, men fandt sammen igen. Men det var som om, jeg aldrig helt kunne få ham, kun i glimt. Når vi havde sex, kunne han fx ikke kigge mig i øjnene. Efter det første halve år var han utro første gang. Det hele ramlede for mig, jeg havde det som om jeg var i et andet univers. Min verden brød sammen.

Men jeg så alligevel igennem fingre med det, og det endte med at være mig, der samlede ham op. Det blev tit sådan, at det var ham det hele handlede om, og jeg skubbede mig selv til side. Jeg prøver at please ham, behage ham.

Jeg blev mere og mere som en skygge af mig selv. Jeg overtog hans værdier og gjorde mig selv dummere, end jeg er, fordi det var som om, at jeg ikke kunne få det, jeg ville have fra ham, hvis jeg var mig selv.

Så flyttede vi sammen. Jeg kan godt mærke, at han går med til at flytte sammen, men egentlig ikke vil. Han flyttede ud igen efter et halvt år, men vi fortsatte med at ses.

På et tidspunkt ringer han og afslutter vores forhold. Det viser sig desuden, at han har haft en anden ved siden af i et års tid. Jeg går i ”koma”. Passer mit arbejde, men overlever kun ved at spise sovepiller, drikke rødvin, tage joints osv. Vilde ting. Jeg dater en helt masse, gør alt hvad jeg kan for at bedøve mig selv.

Vi starter igen med at ses. Så ville han have, at vi skulle date andre, og det gik jeg med til for at holde på ham. Men når vi ringede sammen, var det ligesom at få et skud kokain. Jeg skrev dagbog over vores samtaler. Det eneste jeg kunne tænke på var ham, så til sidst erklærede jeg ham min kærlighed: ”Jeg elsker dig, kan ikke, at du har andre!” Men hans svarede: ”Jeg har aldrig elsket dig. Når du ikke er her, så fylder du ikke noget!”

Der forstod jeg, at jeg var blevet narret, bondefanget. Og jeg følte, at jeg aldrig havde en chance mere hos ham, for nu havde jeg jo lagt kortene på bordet. Efter det tudede jeg i 14 dage og tabte 10 kg. Det endte med, at jeg blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Jeg var helt fra den, kunne ikke kende mig selv. Gjorde ting, som slet ikke er mig, stak bl.a. af fra afdelingen og rendte rundt på en kirkegård.

Når jeg fortæller om det nu, er det virkelig underligt, hvordan jeg kunne fanges så meget ind af ham. Jo, mere han fjernede sig, jo større blev mit begær. Men det slår mig, at jeg måske dyrkede afvisningen, opsøgte den. Jeg kunne jo ikke holde de afvisninger ud, men samtidig var det som om, at de skulle være der, for at jeg kunne tænde.

I perioder, hvor jeg datede andre, mødte jeg også gode mænd, som ikke havde tilknytningsproblemer, men de virkede kedelige. Måske fordi jeg så ikke kan få det drama. Han sagde på et tidspunkt til mig, at hvis han havde tilbudt, at vi skulle gifte os, så havde jeg sikkert ikke villet. Så han havde også på fornemmelsen, at jeg var forelsket i en drøm, afhængig og besat, men i virkeligheden var det ikke ham, jeg ville have.

Kendetegn på en seksuel besættelse

Så vidt Annies historie, der er en klassisk fortælling om at ville have en, som du ikke kan få. Det er et ekstremt tilfælde, men har alle de helt almindelige kendetegn, som kan opsummeres i følgende punkter:

  1. Det er typisk, at processen sættes i gang af, at vi er i krise eller har det dårligt med os selv og vores dagligdag. Der er et element af flugt eller eskapisme i det.
  2. For at bekræftes ønsker vi at opnå den andens kærlighed.
  3. I sådan en proces mister vi os selv, fordi vi i vores jagt på de bekræftelser tilpasser os alt for meget og glemmer, hvem vi selv er.
  4. Det er også typisk, at Annie indfanges af, at hun kan få ham halvt – det animerer os og gør, at vi holdes til ilden. Besættelsen vedligeholdes af de skiftende signaler. Det, at vi ikke kan få den anden helt, er blot som at hælde benzin på bålet.
  5. Det, du rent faktisk kan få, forekommer til gengæld kedeligt.
  6. Disse historier har typisk et dramatisk vendepunkt. Tit er det der, hvor vi er kommet helt ud til kanten og indser, at nok er nok. Vi kan ikke længere fortsætte ud af det samme spor.
  7. Det er også ofte på det tidspunkt, at du giver slip på en myte eller indbildning, fx dit håb om, at den anden også elsker dig eller forestillingen om, at kærlighed overvinder alt.
  8. Der vil typisk være sorg forbundet med at slippe den forelskelse, men når den er helt overstået, står du tilbage og undrer dig: ”Hvorfor pokker var jeg så optaget af den person?”

Annie har selv haft det på fornemmelsen undervejs, og hun siger det i sine efterfølgende refleksioner: Hvis hun havde fået ham helt, havde hun måske ikke været så interesseret, når det kom til stykket. Men fordi hun netop ikke kan få ham helt, kan hun blive ved at drømme de samme hede drømme. Hun er besat af at jagte den umulige drøm. Når hun får lidt af den, fx bare i kraft af en telefonsamtale med fyren, er det som et skud kokain, så den besættende forelskelse er en form for afhængighed.

Slip besættelsen!

Hvis du selv befinder dig i en lignende situation, så er der forskellige ting, du kan gøre. Det vigtigste er nok, at du gennemskuer situationen og forstår, at den er en illusion, dvs. din store forelskelse er ikke i ham eller hende, som du er besat af, men i en drøm, som du har ”projiceret” ud på den person. Du har altså lagt al din kærlighed over på den person, og forbinder ham eller hende med den største lykke. Så det at forstå og gennemskue, at det er noget, du selv har skabt, er punkt nr. 1.

I den forbindelse kan det være en ide at gennemgå din historie over forelskelser, og se et mønster i, hvem du tiltrækkes af. Det er punkt 2. Hvis du fx den ene gang efter den anden, har været interesseret i en, du ikke kunne få eller kun kunne få halvt, så bliver det mere tydeligt for dig, at det er det, der sker.

Punkt 3 er at lægge den besættelse fra dig, slippe tankerne, og så vidt muligt koncentrere dig om noget andet. Det er nemmest, hvis du distancerer dig fra personen. For at få ham eller hende helt ud af dit system, må du opgive kontakten eller i hvert fald holde den på et minimum. For nogle hjælper det også at gå i byen eller date en anden, fordi de på den måde kan dirigere deres erotiske energi ud i en ny retning.

Hvis du har svært ved at slippe, fordi du er i tvivl om, hvad den anden føler, kan du fremprovokere et vendepunkt ved at konfrontere ham/hende: ”Vil du mig? – ja eller nej!” Forlang et klart svar. Det kan medvirke til at skære igennem alle de forvirrede tanker. Du opnår klarhed, så du kan komme videre.

Punkt 4 er at lade tiden gå, for jo længere tid, der går, hvor du ikke ”fodrer” din besættelse, jo mindre fylder den. Den er som en ballon, der er lige ved at sprænges, fordi du har pustet så meget luft ind i den i kraft af alle dine forelskede tanker. Som tiden går, siver luften stille og roligt ud af ballonen igen. Til sidst slipper magien op, og du forstår ikke længere, hvorfor du var så optaget af ham eller hende.

▶ Få bogen ”Dating, desperation og selvudvikling”. Der er en læseprøve her, hvor du bl.a. kan læse mere om, hvordan du håndterer de besættende tanker.

▶ Har du brug for hjælp? Individuel session

▶ Hvor god er du til at håndtere de besættende følelser? Test dig selv her